Fordringer, vilde det siden gjerne lægge for Dagen, at det ikke var karrig i sine Pengegaver og sin ydre Ærbødighed mod Kirkens Forstandere. Kongerne frygtede overhovedet hvert Skin af Ulydighed mod Christendommen og den christelige Kirke, hvis sande Væsen dog kun dunkelt foresvævede dem, idet de sammenblandede Christi Bud med Pavens, og den sande Kirke med den Indstiftelse, som udgik fra Roms Biskop. Og denne Frygtsomhed vidste de i den romerske Statskløgt oplærte Biskopper mesterlig at benytte for at lamme selv de dristigste og bedst beregnede Skridt af Kongerne til den geistlige Magts Indskrænkning Paa den anden Side følte Kongerne hvert Øieblik, at de trængte til Raad og Hjælp af Biskoppernes høiere videnskabelige Dannelse baade i den indre og i den ydre Rigsstyrelse, og bøiede sig her for deres aandelige Overlegenhed. Lægger man nu til alle disse Omstændigheder endnu den, at Tidsrummets norske Biskopper for største Delen vare, baade som Kirkestyrere og som Kongedømmets Raadgivere, nidkjære, virksomme og dygtige Mænd, der nøde Almeenhedens Agtelse, og at de, opdragne i den romerske Kuries Grundsætninger, ikke vare bange for at benytte sin egen anseede Stilling og den store Mængdes religiøse Overtro til at befordre hvad de ansaa for Kirkens Tarv, – saa begriber man let, at Kongedømmet i sine Kampe mod den biskoppelige Magt, trods al Kraft og Forsigtighed, dog endnu til Slutning oftest maatte drage det kortere Straa. Hvad der imidlertid i denne betænkelige Stilling støttede det norske Kongedømme, og frelste det fra ganske at bukke under, ja endog, sammenligningsviis med hvad der fandt Sted i mange andre af Europas Riger, lod det endnu vedligeholde en vis ikke ganske ringe Selvstændighed, endog i visse kirkelige Anliggender, ligeover for Biskopperne, – var deels Kongernes og deres verdslige Raadgiveres Agtelse for og Vedhængen ved Sverrers Grundsætninger, deels den dermed i Forbindelse staaende Sammentrængen af al verdslig Statsmagt i Kongedømmet, hvilket saaledes blev sterkere til at møde Kirkehøvdingernes aabenbare og hemmelige Angreb.
Blandt Kongedømmets Planer til den biskoppelige Magts Indskrænkning er der ingen, som tildrager sig større Opmærksomhed, end den af Haakon Magnussøn istandbragte Dannelse af en kongelig Kapelgeistlighed, hvilken under en egen af Biskopperne uafhængig og dem paa en Maade sideordnet Formand, Kapelmagister (magister capellarum regis), skulde gaa Kongedømmet til Haande med sine geistlige Kundskaber, – af hvis Midte det vigtige Kanslerembede skulde besættes, – og som skulde gjøre Biskoppernes Indblanding i Rigsstyrelsens Anliggender mindre nødvendig, ja vel endog med Tiden overflødig. Vi have seet, hvorledes den Sag dreves, hvorledes Planen til en vis Grad lykkedes, idet Kapelgeistligheden og Kapel-
