magisteren virkelig fik Pavens Stadfæstelse; – men vi have ogsaa seet, hvorledes Bergens Biskop modarbeidede den hele Indstiftelse, og hvorledes det lykkedes den biskoppelige Magt at afstumpe dens Brod og gjøre Indretningen i det Væsentligste uskadelig for sig[1]. Men skjønt den kongelige Kapelgeistlighed ingenlunde tilfulde blev hvad Kong Haakon havde tilsigtet, saa er det dog klart, at den i meer end een Henseende støttede Kongedømmet og ikke var et ganske uvigtigt Led i det norske Statsverk og i den norske Kirke.
Hvad de norske Lydbiskoppers Forhold til sin Metropolitan, Erkebiskoppen af Nidaros, og til Paven angaar, da blev dette i nærværende Tidsrum i alt Væsentligt uforandret. Pavernes Indflydelse paa den norske Kirke maa ansees for at have været i Stigende gjennem hele Tidsrummet, og Geistligheden fik den at føle i de Pengeudpresninger til det pavelige Skatkammers Fordeel, der nu begyndte at høre til Dagens Orden, og som dreves under forskjellige Paaskud og paa forskjellige Maader[2].
I dette Tidsrum omtales ofte Provsterne som Embedsmænd i Kirken. Om Betydningen i Norge af Navnet Provst have vi tidligere talt[3], og viist, at tvende forskjellige Slags kirkelige Embedsmænd derved forstaaes, nemlig deels Forstandere for Kollegiatkirker, saadanne Provster vare i dette Tidsrum Forstanderne for flere af de kongelige Kapeller[4], – deels Biskoppernes Ombudsmænd. Dette sidste Slags Embedsstilling synes, som tidligere yttret, egentlig først ved denne Tid at have antaget sin bestemte Karakter som geistlig eller kirkelig, idet Biskopperne nemlig i Hierarchiets Aand søgte at fjærne Lægfolk fra Bestillinger vedkommende Kirkens Retsomraade, Ejendomsbestyrelse og Opbørsler, hvilke Bestillinger alle stode under deres Overtilsyn, og derimod besatte samme med sine underordnede Geistlige[5]. En saadan af Biskoppen beskikket geistlig Ombudsmand fik sin Embedskreds, omfattende flere Kirkesogne, i hvilken han, foruden at besørge de nævnte meer verdslige Forretninger, ogsaa udentvivl paa Biskoppens Vegne førte et Slags Tilsyn med Sognepresternes Embedsførelse. Som foresat denne Kreds af Biskoppen førte han Embedsnavnet: præpositus, hvoraf prófastr, Provst, er dannet. Hans Embede og Omraade benævntes Provstedømme (prófastdœmi, Provsti). En bestemt Inddeling af hvert Biskopsdømme i visse Provstier maatte synes med Tiden at skulle følge af denne Indretning. Man veed ogsaa med Bestemthed at en saadan Inddeling ved det 14de
