Aarhundredes Udgang fandt Sted for Oslos Biskopsdømmes Vedkommende, da dette var deelt i ti Provstedømmer. Men man veed ikke hvorvidt den har været gjennemført i hele Norges Land[1]. Da Provsten i flere Henseender skulde være Sognepresterne overordnet, var det i sig selv ganske rimeligt, at Biskoppen udvalgte ham blandt disse; han var da egentlig kun den første blandt sine Lige og kunde ved Siden af sit Provsteembede tillige bestyre og nyde Indtægterne af sit Prestekald, saaledes at ingen særegen betydelig Løn udfordredes. Men som det geistlige Provsteembede i det Hele var ilde anseet af den norske Statsstyrelse, der endog til en Tid talte Mænd i sin Midte, hvilke ligefrem vilde have det afskaffet, – saa var det især dets Besættelse med Sogneprester, der vakte Paatale. Man seer nemlig, at det i Kong Erik Magnussøns Tid var en af Raadets Fordringer, at ingen Prest, der var Sogneprest og som saadan Sjælesørger, maatte tillige have Provstedømme[2]; et Forbud herimod kom ogsaa ind i Kong Erik Magnussøns store Retterbod, og det samme fastsatte ligeledes senere Kong Haakon Magnussøn for det nordligste Norges Vedkommende[3]. Man veed dog ikke om Forbildet i Tidens Løb blev agtet. Det var Sogneprestens Stilling som Skriftefader, der især vakte Betænkelighed ved at forene hans Embede med Provstedømmet. Da der nemlig var Anledning til i Skriftemaalet at øve Indflydelse paa den Skriftendes Samvittighed, forsaavidt Tvivl kunde raade om Lovligheden af visse Fordringer, som det netop tillaa Provsten paa Biskoppens Vegne at inddrive, – og da desuden den i Skriftemaalet paalagte Pønitens kunde bestemmes afgjort ved Pengebøder til Kirken eller dens høiere Foresatte, – saa har man udentvivl frygtet, at hiin dobbelte Stilling kunde give Biskoppernes, og vel ogsaa Provsternes egen, Begjærlighed for stort Spillerum. At det overhovedet var Provsternes Strenghed og Nærgaaenhed i Egenskab af biskoppelige Sagsøgere og Opbørselsbetjente, der gjorde dem saa ilde anskrevne hos Rigsstyrelsen og udentvivl hos Lægfolket i det Hele, er tydeligt[4]. Men herved paatrænger sig med det Samme uvilkaarligen den Tanke, at muligen Kirkens og Biskoppens tidligere Bestillingsmænd, medens disse vare Lægfolk, igjen paa sin Side have været alt for ligegyldige i Henseende til Kirkens Tarv, og derhos ikke heller frie for Egennytte, samt for at begunstige til Kirkens Skade de verdslige Stormænd, der over dem kunde have noget at sige.
Klostergeistlighedens Stilling i Norge undergik i dette Tidsrum ingen mærkelig Forandring – Af de ældre i Landet værende Klosterordener, oprettedes i dette Tidsrum kun faa nye Klostere,
