og Norge. Ethvert Johanniterkloster behøvede imidlertid ikke at have Medlemmer af alle de tre ovennævnte Klasser. I mange Klostere synes ingen Riddere at have været, men kun Munke og tjenende Brødre; og af dette Slags var udentvivl det eneste Kloster af denne Orden, som fandtes i Norge.
Det var Klosteret eller Hospitalet paa Varna (Værne) i Borgarsysla under Oslos Biskopsdømme. Det blev sandsynligviis oprettet af Kong Magnus Haakonssøn ved Tidsrummets Indgang, og, som det lader, fortrinsviis til et Hospital eller Tilflugtssted for udtjente, fattige og svagelige Medlemmer af Kongens Hird[1].
De norske Klostere gik forresten ogsaa i dette Tidsrum fremad i Rigdom. Det er imidlertid nu ligesom tidligere yderst sjælden, at vore gamle historiske Efterretninger nævne Klosterforstandere, der spillede nogen ret fremtrædende Rolle i Kirken eller Staten. Man seer ligeledes, at Biskopsstolene, i det mindste i Norge selv, kun undtagelsesviis bleve besatte med Klostergeistlige, uagtet der dog paa Provinsialconciliet i 1306 fattedes Bestemmelse for at deelagtiggjøre disse i den høiere videnskabelige Dannelse, som maatte søges ved Udlandets Høiskoler[2]. Verdsliggeistligheden var fremdeles den indflydelsesrigeste i den norske Kirke, og selv de andensteds saa virksomme og mægtige Tiggerordener synes i Norge ikke at have kunnet maale sig med Prestestanden, der havde sit stadige Vern i Biskopperne og Domkapitlerne, – noget som den forudgaaende Historie paa mange Steder viser. Om Klostertugtens og Ordenens Forfald i flere af den Tids Klostere vidner hvad der er fortalt om Tvistighederne mellem Forstanderne for Halsnø og Utstein Klostere paa den ene Side og vedkommende Biskopper paa den anden[3], ligesom og enkelte Bestemmelser af Provinsialconcilierne[4].
II. Saa fast som den norske Kirke nu var indlemmet i den almindelige romerske, saa levende som Samfærselen var bleven mellem den norske Kirkeprovinses Erkebiskop og Biskopper paa den ene Side og deres anerkjendte Hoved, Paven, paa den anden, og saa ivrigen endelig som den romerske Stol fremdeles vedblev at virke for den hele Kirkes ydre Eenhed, – begribes let at der næsten ikke meer kan blive Tale om Eiendommeligheder i nogen enkelt under Rom lydende Kirke, – ikke at nævne med Hensyn til Troslære, hvilken man uden Indsigelser modtog saadan som den romerske Kirke havde stemplet den; men ikke engang med Hensyn til religiøse Skikke, endog saadanne, som maatte agtes for mindre væsentlige. Kirkelære og Kirkeskikke – Alt
