fjordens Kirke, der begge fordredes som Arvegods og Ejendom af tvende af Islands rigeste og mægtigste Høvdinger. Men uagtet det viste sig, at Kongen heldede til disses Side, saa søgte dog Biskop Arne Kirkens Sag med saadan Kraft og Kyndighed, at Erkebiskoppeus Dom, der afsagdes den 24de Juli, faldt ganske tit Fordeel for Biskoppen De verdslige Kirkeejere adløde Dommen og opgave for Øieblikket sit Krav[1].
Kort efter kom ogsaa Foreningen mellem Kongedømmet og Kirken istand – som det heder – efter mange Forhandlinger fra begge Sider. Dens Indhold var følgende:
1) Erkebiskoppen afstod i Nidaros’s Kirkes Navn for bestandig – al Ret med Hensyn til Kongedømmets Underkastelse og Kronens Offring samt ligesaa til Kongens Udvælgelse, saalænge som nogen efter Loven arveberettiget var tilstede; hvorimod der, i Tilfælde at ingen saadan fandtes, forbeholdtes Erkebiskoppen og Biskopperne, blandt de øvrige Vælgere, den første og bedste Stemme.
2) Kongen afstod for sig og Efterfølgere al Ret til at afgjøre Sager Kirken vedkommende, og forbød sine Ombudsmænd og Lagmænd at dømme i saadanne eller paa nogen Maade indblande sig i dem, hvorimod alle disse Sager skulde frit afgjøres ved geistlige Dommere. Dette gjaldt om alle Sagerf rer angik Geistlige, hvad enten det var Trætter mellem dem indbyrdes, eller de sagsøgtes af Lægfolk, Sager der angik Egteskab, Fødselsret, Patronatsret, Tiender, Løfter, Testamenter, især til geistlige Stiftelser, Beskyttelse af Pilegrime, Kirkers Ejendom, Bansverk[2], Meened, Aager, Simoni, Kjætteri, alskens Utugt, og alle andre Sager, der ifølge den almindelige (canoniske) Ret henhørte under Kirkens Dom.
3) Erkebiskoppen og Biskopperne skulde have Ret til at beskikke Prester til de af Kongerne grundede og doterede Kapeller ligesom til alle andre Kirker og Kapeller, hver i sit Biskopsdømme, uden at indhente Kongens eller andre Lægmænds Samtykke, eller følge deres Forslag (Præsentation).
4) I Biskoppers og Abbeders Udvælgelse skulde Kongedømmet ikke indblande sig, men Salget skee frit af dem, hvem det efter Kirkens Lov tilkom.
5) Kongen skulde ikke forandre Landets vedtagne og skrevne Love og deri fastsatte Pengebøder til Kirkens eller Geistlighedens Skade.
6) Erkebiskopperne skulde som hidtil have Ret til at kjøbe Falke.
