som dertil have Skjønsomhed og Alder, fastende og skriftede modtage dette Sakrament med stor Ærefrygt, og ikke oftere end een Gang Det kan ikke meddeles af Nogen uden af Biskoppen“[1].
Med Hensyn til Nadveren og Skriftemaalet blive dette Tidsrums Christenretter i Hovedsagen staaende ved det, som allerede i foregaaende Tidsrum var vedtaget, og som i den ældre Frostathingslovs Christenret var indført[2]. Begge Sakramenter sættes fremdeles i den nærmeste Forbindelse, saaledes at det sidstnævnte altid maa gaa forud for det første, og med Skriftemaalet skal desuden Betalingen af Romerskatten eller Peterspengen følge, saaledes at hver, der gaar til Skrifte, med det samme erlægger denne til sin Sogneprest[3]. At Nadverens Meddelelse til Lægfolk blot i een Skikkelse, nemlig i Brødets, nu har været gjældende i den norske Kirke, derom findes vel, saavidt vides, hverken i norske Christenretter eller norske Conciliebestemmelser noget udtrykkeligt Paabud; men det lader sig dog middelbart slutte af flere enkelte Forskrifter i de sidste angaaende den Ærefrygt, man skal vise Nadverens Sakrament og den Omhu hvormed det skal behandles[4]. Om Bannet og dets Anvendelse i nærværende Tidsrum have vi under selve Fremstillingen af Begivenhederne og ved at omhandle de forskjellige Provinsialecnciliers Beslutninger hyppigen havt Anledning til at tale[5]. Paa Grund af Misbrug i dets Anvendelse begyndte ganske vist dets Kraft allerede nu meget at tabe sig.
Ordinationens Sakrament er ligesaalidet i dette Tidsrums Christenretter som i de ældre omhandlet. Heller ikke finder man derom Forskrifter i Provinsialconciliernes Statuter. Aarsagen er vel, at dette Sakrament agtedes for at være faa udelukkende Geistligheden vedkommende, at ingen af de derom gjældende Forskrifter behøvede at komme til Almenhedens Kundskab gjennem nogensomhelst Lov.
Egteskabet er endnu i Magnus Lagabøters Landslov betragtet fra den blotte borgerlige Side, idet ikke kirkelig Indvielse opstilles som nogen Fordring med Hensyn til dets Lovlighed. I alle dette Tidsrums Christenretter derimod sporer man en bestemt Stræben efter at faa det opfattet af Almeenheden i dets religiøse Betydning, at faa det betegnet som Sakrament og indbragt under Kirkens Omraade. Egteskabet, – heder det – er, hvis det ret overholdes, Iagttagelse af en hellig Regel (heilagt regluhald eg. helligt Regelhold); thi Gud
- ↑ N. g. L. II. 344; jfr. Bp. Arnes isl. Chrr. e. 3, hvor hele denne Betragtning ogsaa findes.
- ↑ S. o. f. I. 455, 456.
- ↑ N. g. L. II. 384, jfrt. m. 299, 318, 332, jfr. o. f. II. 201.
- ↑ S. o. f. II. 66, men især Conciliebestemmelserne af 1320, der ogsaa ere meget oplysende med Hensyn til Skriftemaalet. S. o. f. II. 201-207 (navnl. 206).
- ↑ S. o. f. II. 37, 38, 107, 165, 199, o. fl. St.
