selv forordnede det i Paradis mellem Mand og Kvinde, før end de faldt i Synden. Derfor synder den saare, der ikke farer rettelig med det og overholder det omhyggeligen“. Egteskabet skulde forberedes ved et ordentligt Frieri og derpaa følgende Fæstemaal, hvorved Kvinden selv i Vidners Overvær skulde give sit lydelige Samtykke til Forbindelsen, „efterdi det af Gud er forbudet, at nogen Mand fæster en Mø eller Kone mod hendes Villie“. Derpaa skulde Presten tre Søndage lyse Fæstemaalet i Sognekirken, for at de, der maatte vide nogen Hindring for Egteskabet kunde anmelde dette. Først herefter skulde Brylluppet holdes[1]. Et Egteskab, ved hvis Afsluttelse ikke de anførte Formaliteter og fremfor alt Lysningen var iagttaget, betegnedes i Christenretten som et lønligt Egteskab (leynilegr hiúskapr) og som ulovligt[2]. Den egentlige Vielse paabydes kun i Erkebiskop Jons Christenret og i Biskop Arnes islandske, hvilken sidste næsten i Eet og Alt stemmer med den første. Det heder nemlig: „Før Brylluppet skulle de (Brudefolkene) fare til Kirke og lade sig vie (púsa, af det Latinske sponsare gjennem det (Franske épouser) og tage med god Villie og Ydmyghed høitidelig Velsignelse (blessan) af Presten“. Dette gjaldt dog kun det Egtepar, af hvilket hverken den ene eller anden før havde været viet og velsignet[3]. Et andet Egteskab var det Presterne forbudet at velsigne, skjønt det vel var dem tilladt at synge en Messe paa Bryllupsdagen[4]. Var Egteskabet overeensstemmende med Kirkens Lov i alle Henseender fuldbyrdet, da erklæredes det for uopløseligt, undtagen i det Tilfælde, at en af Egtefællerne, forinden de havde havt legemlig Omgang, gik i Kloster, da det var den anden tilladt at indgaa et nyt Giftermaal; – eller og paa Grund af Hor, da vel den Part, som var uskyldig, havde Ret til at fordre Skilsmisse, men ikke til at gifte sig igjen. Biskoppen skulde i alle saadanne Sager være Dommer, og alene ifølge hans Dom kunde Skilsmissen efter Kirkens Anskuelse lovligen foregaa[5]. Dispensationer kunde imidlertid i enkelte saadanne Tilfælde erholdes enten hos Biskoppen eller hos Paven. Med Hensyn til legemligt og aandeligt Slegtskab som Hindring for Egteskab bleve fremdeles de gamle Neg- ler staaende ved Magt, kun at det femte Slegtskabs- og Svogerskabsled nu i alle Christenretterne opstilles som det første, i hvilket Egteskab var tilladt, i Overeensstemmelse med det fjerde lateranske Conciliums Bestemmelse[6]. Christenretterne nævne nu udtrykkelig de Mænd,
- ↑ N. g. L. II. 299, 318, 333, 367; B. Arnes isl. Chr. c. 16.
- ↑ N. g. L. II. 369, 370; jfr. o. f. II. 301.
- ↑ N. g. L. II. 369; Bp. Arnes isl. Chrr. c. 16.
- ↑ S. o. f. II. 205.
- ↑ N. g. L. II. 301, 320, 334, 371; Bp. Arnes isl. Chrr. c. 18.
- ↑ N. g. L. II. 302, 322, 334, 372; Bp. Arnes Chrr. c. 20; jfr. o. f. II. 336, 456.
