som efter Kirkens Lov ikke maatte indgaa Egteskab, nemlig: Klostermænd, Prester, Diakoner, Subdiakoner, Vanvittige, Gildinger, Forgjorte og Saadanne, som ere udygtige til legemlig Omgang med Kvinder; heller ikke maatte Hedninger faa christne Koner[1].
Angaaende den sidste Salvelse findes ingen nye Bestemmelser fra dette Tidsrum.
Kirkernes og Kirkegaardenes Fredhellighed indskjærpes i dette Tidsrums Christenretter end yderligere end i de tidligere, idet deres Asylret som Tilflugtssteder, der beskyttede Forfulgte, udhæves. „Efter hellige Fædres Forordning og de guddommelige og menneskelige Loves Bud – heder det i Erkebiskop Jons Christenret – skulle vi skaane Kirker og Kirkegaarde, saaledes at, hvad end En har gjort, naar han for sin Redning flygter til Kirke eller Kirkegaard, skal han fredhellig være for hver Mand, medens han er der; dog ere de herfra undtagne, som dræbe Folk for at vinde Gods, eller begaa Drab, eller tilføie Saar i Kirke eller Kirkegaard ..... Men den Prest, som forretter ved Kirken, skal hjælpe den, der søger Fristed, saa at han ikke dør af Frost eller Hunger, hvis Frender eller Venner ei formaa at hjælpe ham. Men hvo som hindrer Presten eller Andre at yde ham denne Hjælp, eller drage ham ud af Kirke eller Kirkegaard med List eller Magt eller nogensomhelst Svig, skal være skyldig som om han havde dræbt ham i Kirken, og være i Ban, indtil han bliver løst efter Biskoppens Raad. Biskoppen eller andre den hellige Kirkes Styrere skulle erholde for den, som flyr til en Kirke, Fred paa Liv og Lemmer, medens han iøvrigt skal bøde for sine Misgjerninger efter Loven“[2].
Efter Jons Christenret udfordres Biskoppens Tilladelse til Opførelsen af nye Kirker, og den som agter at opføre en saadan, skulde forud bestemme den et saadant Udstyr, som Biskoppen fandt tilstrækkeligt for dens og dens Tjeneres Underhold. Biskoppen skulde derpaa mærke Tomten og reise Kors paa den og lægge den første Steen til Bygningen. „Til Gud – tilføies der – og hans Helgene skal man bygge enhver Kirke ei sig selv til Fordeel eller nogensomhelst Raadighed“[3]. Der skulde saaledes afskjæres Enhver, som byggede en Kirke, Adgang til at indblande sig i dens og dens Indtægters Bestyrelse. Til visse Kirkers Opkomst anvendtes ellers i dette Tidsrum hyppigen de saakaldte Indulgenser (indulgenliæ) eller Benaadninger, nemlig et Slags Aflad, som tillagdes dem af Biskopperne eller
