Paven. Disse bestode i Befrielse for et vist Antal Dages (f. Ex. hundrede Dages) paalagt Faste eller anden Kirkebod for dem, der paa visse Fester besøgte den begunstigede Kirke, hørte Gudstjeneste i den, og i Forbindelse hermed offrede til den. Dette gav vedkommende Kirke Anseelse, og var derhos i Regelen en god Indtægtskilde for den.
Kirketjenestens Pragt maa antages at have været fremdeles i Tilvext, i samme Forhold som de enkelte Kirker gik fremad i Rigdom, og Antallet af de ved dem tjenende Geistlige i det Hele forøgedes. At Biskopperne viste Omhu for Gudstjenestens verdige Udførelse og de Kirkesøgendes sømmelige Forhold, – derom vidne flere Forskrifter baade i Conciliestatuterne af 1320 og i Erkebiskop Arnes Hyrdebrev[1]. Forøvrigt blev Kirketjenestens Skikke, saavidt vides, aldeles indrettede efter de Forskrifter, som fra gammel Tid vare udgangne og senere Tid efter anden udgik fra den romerske Biskop, og som vare temmelig eenstemmig vedtagne i den hele vestlige Kirke.
Nu som før lagde den romerske Kirke særdeles Vegt paa saakaldte gode Gjerninger, som virkende til Lykke her i Verden og evig Salighed hisset[2]. Løfter om slige Gjerninger bleve hyppig aflagte ved vanskelige Foretagender og i farlige Tilfælde. „Løfter (heit) – siger Jons Christenret – ere af tvende Slags. De som Alle love i Daaben: at forsage Djævelen og holde den Christelige Tro, iagttagende Guds Bud; – og de som man lover af fri Villie: at give eller gjøre de Ting, som man ikke forud var skyldig til, f. Ex. Indtrædelse i Kloster, eller Pilegrimsfærd, eller andre Gjerninger for Guds Skyld, som Almisser. Skjønt det staar til Alles fri Villie at gjøre disse Løfter, saa er det dog nødvendigt at holde hvad der er lovet, og det er Ingen tilladt selv at bryde eller forandre det. Thi derved sætter han sin Sjæls Salighed paa Spil; med mindre det skeer med Orlov af Biskoppen, hvem det tilkommer at overveie Nødvendigheden og Aarsagen, om han nemlig maatte finde, at Løsningen er bedre og Gud behageligere end selve Løftet“[3].
Almisseydelse (Ölmosogerð) anbefaler samme Christenret i sterke Udtryk. „Almisseydelse – siger den – er den største Miskundhedsgjerning (miskunnarverk). Skeer den retteligen og med god Villie, da nedbeder og nedbetler den af Gud Naade over Giveren, og slukker hans Synder, som Vand slukker Ild“[4]. Almisserne kunde gives deels til Fattige, deels til Kirken eller kirkelige Stiftelser.
I den nærmeste Forbindelse med Almisseydelsen sattes Testamenter, til hvilke ogsaa Erkebiskop Jons Christenret høieligen opmuntrer. „Den Anordning – heder det – som man gjør i sine
