den canoniske Ret og Overeenskomsten i Tunsberg, var Dommer i alle Testamentssager[1]. Saadan var den Anskuelse af Testamentsretten og den Lov om sammes Udstrækning, som Erkebiskop Jon vilde faa gjort gjældende, idet han fuldkommen indsaa, hvor umaadelig en friere Testamentsret vilde bidrage til Kirkens Berigelse. Men hans hierarchiske Stræben mislykkedes i dette som i flere Stykker. Hans Bestemmelse om Testamenter findes ikke optagen i nogen af de tillempede Chrristenretter; den forekommer kun i selve Jons Udkast og i den dermed i alt Væsentligt ligelydende Arnes islandske Christenret. Den kunde heller ikke paa nogen Maade staa ved Magt, med mindre den verdslige Lovs Bestemmelse om samme Gjenstand forandredes; og dette skeede aldrig. Tvertimod bød Kong Haakon Magnussøn i sin Forordning angaaende Kirkens og Geistlighedens Ret udtrykkelig: at Testamenter, om ogsaa gjorte til Fordeel for Kirker og Klostere, ei skulde holdes videre end Lovbogen vidner[2]. Retten og Lysten til at berige Kirken med Gaver for Ens egen og Andres Sjæls Salighed var stor nok; den trængte ei til at udvides og anspores ved nye Lovbud.
III. Den norske Kirkes Styrelse og statsretlige Forhold i det her omhandlede Tidsrum er i den forudgaaende historiske Fremstilling allerede skildret. Thi alle de Bevægelser i Kirken, som udgjøre denne Fremstillings Gjenstand, ere netop i større eller mindre Grad rettede paa hine Forholds Udvikling. Man kan ogsaa sige, at den norske Kirke i nærværende Tidsrum naaede sit Høidepunkt af hierarchisk Orden og statsretlig Selvstændighed. Det som endnu i begge Henseender muligen kunde fattes, lykkedes det den neppe senere at udfylde.
1. Geistlighedens Stilling som afsondret Stand med Embedsmænd, i hvis Valg ikke nogen verdslig Statsmagt indblandede sig, var opnaaet. Biskopsdømmerne besattes paa fuldkommen canonisk Maade, ved Domkapitelets fri Valg, hvor saadant gaves, eller ved Erkebiskoppens og hans Domkapitels, hvor Biskopsstolen selv intet eget Kapitel havde. Biskoppen beskikkede Sogneprester og ringere Geistlige i sit Omraade, og styrede dette i kirkelig Henseende med al den Myndighed, som den canoniske Net tillagde ham, og hvori ikke den pavelige Magtfuldkommenhed selv gjorde Undtagelser. Lydighedsforholdet til Paven blev iagttaget, og den romerske Kuries Aand havde gjennemtrængt det hele Kirkesamfunds Geistlighed fra den Øverste til den Nederste. I dette Stykke var saaledes Alt som det efter Hierarchiets Krav burde være.
2. Kirkens Uafhængighed i sin Formues Bestyrelse var ligeledes fuldstændiggjort, og det ikke alene i Norge selv men og-
