romerske Hierarchi at opsvinge sig. I hvor megen Vegt end Tidsalderen lagde paa den ydre Kirke og paa den romerske Biskops Stilling som Kirkens synlige Hoved, saa var dog ikke den sunde Sands ganske udslukt hos Folkene, som tilsagde dem, at Biskopperne ja selve Paven, hele sin udmærkede Stilling uagtet, dog kun vare Mennesker, – at Gud ikke havde lagt Folkenes Styrelse udelukkende i deres Hænder, men at den verdslige Samfundsorden ogsaa var en Indstiftelse af Gud og som saadan havde sin Ret uafhængig af Pavens Bud, – endelig at Kirkens Maal var et aandeligt, hvorfra dens Styrere fjærnede sig ved altformeget at indblande sig i det Verdslige, som Staten af Gud var sat til at skjøtte gjennem sine Styrere. Dette var ogsaa i Hovedsagen hvad den nye norske Lov udtalte i Afsnittet om de to af Gud indstiftede sideordnede Magter: den kongelige og biskoppelige[1]. Erkebiskop Jon maatte, som vi have seet, for nogenlunde at opnaa sit Øiemed, Kirkens Frigjørelse fra Statens Lovgivningsmyndighed, slaa ind paa den almindelig nyttede Vei, først at istandbringe en Overeenskomst mellem Stat og Kirke, mellem Kongedømme og Biskopper, angaaende hvilke Sager, ifølge den canoniske Ret, hørte under hver af disse Magters Omraade; og naar dette var afgjort, da at tilvende Kirken fuld lovgivende Myndighed i Alt, hvad den var tildømt. Overeenskomsten blev, som vi vide, sluttet. Men vi vide ogsaa, at just som Kirken paa den skulde til at bygge sin selvstændige Lovgivning, faldt hele Grundvolden sammen, – Overeenskomsten frakjendtes al Kraft og Gyldighed, og Kirken henvistes atter i dette Stykke til de ældre Forhold. En selvstændig Lovgivningsmyndighed i den Betydning og det Omfang, som Erkebiskop Jon havde tilsigtet, fik den ikke, men maatte frem- deles finde sig i at lyde de af Staten givne Love i alle Dele, hvor Stat og Kirke berørte hinanden, kun at maaskee Biskoppernes raadgivende Stemme heri vandt større og større Vegt. Imidlertid have vi ogsaa seet, at den lovgivende Myndighed, som de norske Biskopper gjennem Provinsialconcilierne øvede i kirkelige Anliggender, ikke var ringe, helst da den verdslige Statsmagt afholdt sig fra al Indskriden paa hine Forsamlingers naturlige og lovlige Omraade, – nemlig Ordningen af Kirkens indre Anliggender, dens Embedsvæsen, Lære og religiøse Skikke. Nød altsaa Kirken i nærværende Tidsrum fuld Lovgivningsmyndighed i alle de sidstnævnte Stykker, og havde den en vegtig om end ikke afgjørende Skemme i Alt hvad som angik dens Forhold til Staten, – saa maa man vist erkjende, at den i sin Lovgivning ejede al den Selvstændighed, som Statssamfundet, uden ligefrem at arbeide mod sin Opløsning, kunde indrømme den.
- ↑ S. o. f. II. 6.
