Alligevel følte den sig ikke hermed fyldestgjort, og kunde heller ikke dette med de overspendte hierarchiske Ideer, som dens Forstandere fremdeles vedbleve at nære. Man sporer dette især deri, at det ei vilde lykkes at saa istandbragt en ny, almindelig norsk Christenret, der kunde svare til Tidens Fordringer, uagtet Trangen til en saadan maatte være indlysende baade for Lærde og Læge. Geistligheden foretrak den svævende Stilling, hvori Kirkelovgivningen befandt sig, fremfor en bestemtere Retstilstand, hvorved den rimeligviis vilde blive nødt til at indrømme den verdslige Statsmagt meer, end det hierarchiske Ideal, der foresvævede den, tillod[1].
4. Med Hensyn til Kirkens Dommermyndighed raadede en ligesaa stor Usikkerhed. Man havde vistnok for sig de canoniske Bestemmelser om de kirkelige Retsinstanser: Biskoppen, Erkebiskoppen, Paven[2]. Man havde Kardinal Vilhelms Brev for, at disse Instanser vare vedtagne i Norge[3]. Man havde endelig i den tunsbergske Overeenskomst udtrykkelig opgivne alle de Sager, som ifølge den canoniske Ret hørte under Kirkens Domstol, og i hvis Afgjørelse den verdslige dømmende Magt ikke maatte indblande sig[4]. Men Ulykken var, at den tunsbergske Forening i dette Stykke, var, som i alle dens øvrige Artikler, sat ud af Kraft under Begivenhederne i 1280 og 1281; og Mængden af de der, som geistlige, opregnede Sager var igjen dragen ind under de verdslige Domstole ifølge ældre Retssedvaner og Lovbestemmelser. Kongerne Eriks, Haakons og Magnus’s Forordninger af 1283, 1290, 1316 og 1327, om den ældre Christenrets Gyldighed[5], vise alle, at en stor Deel Sager Kirken vedkommende endnu paakjendtes af Lagmændene, altsaa for verdslig Domstol, og at Kongerne tilstyrkede denne Fremgangsmaade. Den midlertidige Overeenskomst mellem Kong Magnus Erikssøn og Erkebiskop Paal af 1337 leder til samme Slutning, om end ved den tilsyneladende Indrømmelse gjøres Erkebiskoppen for hans Vedkommende[6]. Rettergangen mellem Biskop Ketil af Stavanger og Klosteret i Halsna viser, at selv Retssager geistlige Stiftelser mellem, naar de angik verdslig Gjenstand, stundom ifølge den ene Parts Paastand afgjordes ved Lagmands Dom, endog uagtet den anden Parts Indsigelse[7]. I de store Kirkesager mellem Erkebiskop Jørund og hans Kapitel, og mellem Biskop Arne af Stavanger og hans Kapitel, seer man vel ogsaa undertiden den verdslige Magt optræde, – dog her vistnok, naar det skeer, ikke som Dommer, men som tilkaldt Voldgiftsmand, eller som Fuldbyrder af en allerede fældet geistlig Dom.
