Hine Sager førtes forøvrigt i det Hele taget for geistlig Domstol[1]. Ifølge Voldgift var det ogsaa, at blandede geistlige og verdslige Dommere afgjorde Testamentstvisten mellem Erkebiskop Paal og Vigleik paa Lyng[2]. Sagen derimod mellem Biskop Erik af Stavanger og Abbed Erik af Utstein førtes for Kirkens Dommere[3]. At der gaves Sager, og det ikke ganske faa, hvilke erkjendtes at høre udelukkende under Kirkens Dommermyndighed, som f. Ex. geistlige Personers Forbrydelser mod Kirkeordenen (som Cølibatsovertrædelser, uforsvarlig Udførelse af Gudstjenesten, skjødesløs Omgang med Sakramenterne, Underslæb med Kirkens Gods o. s. v.), Pønitense- og dermed forbundne Banssager, Egteskabs- og Skilsmissesager, i det mindste naar Egteskabet var af Kirken indviet, og flere lignende, – derom kan ikke tvivles. Men overhovedet raadede ganske vist en stor Usikkerhed med Hensyn til Grændsen mellem den kirkelige og verdslige Dommermyndighed; og i mange Tilfælde, især hvor Sagen, skjønt geistlig eller Kirken vedrørende, angik Ejendomstvist, der skulde man næsten tro, at det har kommet meget an paa Parternes eget Valg, for hvilken Domstol, verdslig eller geistlig, de vilde have Sagen indstevnet, – eller at man mangen Gang har redet sig ud af Vanskeligheden ved at lade Sagen paakjende af en blandet Voldgiftsret. Kirken undlod rimeligviis ikke i saadanne Tilfælde, eller overhovedet hvor dens efter egen Mening canonisk-grundede Dommermyndighed tilsidesattes, at pukke paa sin Ret og at fremkomme med sine formelle Indsigelser, – men Enden blev ligefuldt som oftest, at den i Gjerningen gav efter, om den end erklærede, at dette skede „for Fredens Skyld“, og „dens Ret i Fremtiden forbeholdt“, eller andre lignende Reservationer. Saalænge Kongedømmet stod fast paa sine gamle nedarvede Grundsætninger, havde Biskopperne saare vanskeligt for at skaffe Kirken dens fulde canoniske Dommermyndighed, men maatte finde sig i, at gammel Retssedvane fra Tiden for Magnus Lagabøter og Erkebiskop Jon i det Væsentligste fulgtes. At Kirkens Dommermyndighed under Tidsrummets Løb i visse Retninger udvidedes, er høist sandsynligt, men nu at fremstille en nogenlunde skarp Grændse mellem dens og den verdslige Dommermyndigheds Omraade, er, som jeg tror, en Umulighed, saameget mere som Samtiden selv neppe var sig nogen saadan Grændse klart bevidst.
5. Hvad endelig angaar Kirkens Fritagelse fra de almindelige Statsbyrder i det sidst omhandlede Tidsrum, da hersker i dette Stykke stor Dunkelhed. At Kirken med Hensyn til hine Byrder burde og skulde have nogen Lettelse, – det var almindelig erkjendt. At dens geistlige Embedsmænd, eller overhovedet Geistlige af
