de høiere eller hellige Vielsesgrader, skulde gjøre personlig Krigstjeneste, eller deeltage med personlig Haandrækning i alle Arbeider, som Staten af sine verdslige Medlemmer havde Net til at fordre, – faldt det vistnok ikke nu, meer end i lange Tider forud, Nogen ind at paastaa. Neppe tænkte heller Nogen paa at berøve Geistligheden den Frihed, som allerede forlængst var indrømmet dens Personer ogsaa med Hensyn til Ledings Udredelse som Skat. Men ved den Forandring, som i dette Tidsrum foregik med Skatteydelsens Grundlag, idet samme blev Jordebrug og Formue, istedet for at det for havde været Mandtallet, kunde der, som vi have seet, nu blive Spørgsmaal, enten om at lade Kirkens Indtægter af Jordebrug og Næringsdrift skatte til Staten, i Lighed med hvad der i Almindelighed sandt Sted, eller om at erklære al Kirkens Ejendom skattefri. Unegtelig var Spørgsmaalet af største Vigtighed for Kirken, med Hensyn til dens ydre Velvære, ligesom det var for Staten, med Hensyn til dennes Hjælpemidler. Vandt Kirken Skattefrihed for alt sit Jordegods, havde den derved opnaaet en uberegnelig Fordeel, idet Kirkens Leilændinger da, naar de ingen Skat ydede Staten, kunde sættes i desto høiere Landskyld til Jorddrotten, nemlig Kirken, og Bortbygslingen af Jorden blive saameget meer indbringende. De Geistlige, som forhen havde nydt Ledingsfrihed for sin Person, kunde desuden da gjøre sig Haab om muligen at faa samme Frihed overført paa sin private Ejendom. Men paa den anden Side vilde Staten, ved en saadan Indrømmelse til Kirken, give Slip paa en stor Indtægt, som i modsat Fald var at vinde. Vi have seet, at Spørgsmaalet indtog sin fremtrædende Plads blandt Tvistepunkterne mellem Stat og Kirke i Tidsrummets Begyndelse; men hvorledes det er blevet endelig afgjort, vide vi ikke med fuld Sikkerhed. At Spørgsmaalet stod paa en Maade svævende i Kong Eriks Tid, ligesom og i Kong Haakons tidligere Styrelse, synes rimeligt. I den førstes Retterbod af 1280 heder det, at Prester og Biskopsmænd skulle gjøre Udfareleding som Andre (d. e. efter Jordebrug og Formue)[1], og det samme forudsætter Kongens og Hertugens senere strenge Brev[2]. I Kong Haakons Forordning Geistligheden vedkommende af 1308 eller 1309 heder det ogsaa, at Alle skulle gjøre Leding efter Jordebrug og Formue overeensstemmende med Loven[3]. Derimod tilsiger denne sidste Forordning Erkebiskoppen og Biskopperne Ledingsfrihed for et vist Antal Tjenestemænd, svarende til det i Tunsbergsforliget fastsatte[4]; og i samme Konges Forordning af 1311 vedkommende Ledingen heder det, at Kongen vist nok ikke vil taale, at „Geistlige og Biskopsmænd“, unddrage sig Ledingspligten for sine Jorders Vedkommende, men at han
Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 2.djvu/350
Denne siden er ikke korrekturlest
336
Tredie Tidsrum.
