heller ikke vil indskrænke deres gamle Frihed, og at derfor „hver Prest selv anden“ (d. e. for egen Person og for een Person til) skal være fritagen for Leding paa sin paaboende Gaard, men forøvrigt udrede sin Skyldighed (nemlig af sit Jordebrug og sin Formue) til Kronen[1]. Sammenholder man nu med Opmærksomhed disse Forordningers Udtryk, saa maa man, synes mig, komme til den Slutning, at det af Kong Haakon opstillede og godkjendte Forhold var følgende: – Lovbudet, at Leding til Kongedømmet skulde udredes af og efter Jordebrug og Næringsdrift, gjaldt ligesaavel de Geistlige som Statens øvrige Medlemmer; men de førstnævnte, der, i Lighed med enkelte Verdslige, fra ældre Tid, da Ledingen udrededes efter Mandtallet, nød i denne Henseende en Frihed for visse Personer, skulde beholde denne i gammel Udstrækning, saaledes nemlig, at et til de fritagne Personers Antal svarende Fradrag skede i deres Leding af Jordebrug og Næringsdrift. Kirkens Jordegods eller Ejendom derimod, forsaavidt samme ikke brugtes af Geistlige paa Grund af disses Embedsstilling, men bortbygsledes eller bortleiedes, kan neppe, efter det Anførte at slutte, have været tilkjendt nogensomhelst Ledingsfrihed eller Ledingslettelse, da det var Benyttelsen, der ved Ledingen skatlagdes, og Skattens Udredelse saaledes nærmest hvilede paa Brugeren eller Leieren, ikke paa Ejeren eller Odelsmanden. Er den her fremsatte Anskuelse rigtig, saa skattede Kirken umiddelbart til Staten af det Gods, den selv brugte, dog med en vis personlig Lettelse for de geistlige Brugeres Vedkommende; medens den af al Leilændings- eller Bygseljord, samt af al anden bortleiet Ejendom, i Lighed med alle andre Eiendomsherrer, kun skattede middelbart, nemlig gjennem Leilændingen eller Leieren (d. e. ved den Formindskelse i Leiens Beløb, som var en naturlig Følge af den Leietageren paaliggende Forpligtelse at skatte til Kongedømmet i Forhold til Størrelsen af hans Brug), – men i dette Tilfælde heller ikke nød nogen særegen Lettelse. Saaledes synes Forholdet med Kirkens Skattefrihed ligeover for Staten at stille sig under Kong Haakon Magnussøns Regjering, og er det rigtig opfattet, da kan Kirkens Fremskridt i dette Stykke neppe regnes for at have været synderlig stort, eller paa langt nær at have svaret til dens Forstanderes Ønsker eller de af Erkebiskop Jon muligen i sin Tid nærede Forhaabninger[2]. Om nogen Forandring i det under Kong Haakon Bestaaende har været udvirket til Kirkens Bedste under hans Eftermand, vide vi ikke; bestemte Antydninger til noget saadant ere i det mindste neppe endnu bragte for Dagen. – Hvad hidtil er sagt gjælder imidlertid kun Kirkens faste Formue. Hvad dens øvrige Indtæg-
Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 2.djvu/351
Denne siden er ikke korrekturlest
337
Kirkens statsretlige Forhold.
