Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 2.djvu/353

Fjerde Tidsrum.

Den hierarchiske Kirkeordens Forfald efter den store Mandedød og under Kalmar-Foreningen. Dens Omstyrtelse ved Reformationen.

84.

Den norske Kirkes slette Tilstand ved Mandedødens Ophør 1350. Olaf syttende Erkebiskop. De øvrige ledige Biskopsstole besættes. Provinsialconcilium i Nidaros 1351, i Bergen 1352.

Vi have seet den norske Kirke udvikle sig til et høit Trin af Kraft og Orden. Vi have seet den ved Midten af det 12te Aarhundrede indtage sin Plads i det romerske Hierarchies Kreds, – ved Midten af det 13de at vinde en fast og selvstændig Stilling, – i den første Fjerdedeel af det 14de at naa sin Glandses Høidepunkt, og at holde sig paa dette endnu ved den Tid, hvorom nærmest forud har været Tale. Men skjønt den norske Kirke under sin Velmagt, saavidt vi kunne skjønne, arbeidede sig frem til en fastere Styrelsesorden end den norske Stat, saa manglede den dog meget af den indre aandelige Kraft, som skulde give dens ydre Ordning Varighed. Den havde unegtelig Rom meget Godt at takke, men den kunde heller ikke være gangen ganske fri af den Fordærvelsens Smitte, som derfra, og det især siden det 14de Aarhundredes Begyndelse, udbredte sig over hele det romerskkatholske Europa. Den romerske Kuries Pengebegjærlighed og Udpresninger af Kirkens Personer opfordrede disse kun alt for meget, til at tage sin Mon igjen af Lægfolket og til at anvende sin Skarpsindighed for at udfinde Paaskud, under hvilke dette kunde skee uden for stort Anstød. Og den Sedernes Ryggesløshed, der vitterligen herskede ved Pavernes Hof og mellem deres nærmeste Omgivelser, blandt de avignonske Kardinaler og høie Prælater, og som man næsten ikke engang længer brød sig om at dække ved en ydre Anstands Kaabe, afgav Exempel og Undskyldning for lignende Udskeielser i Kirkens lavere Kredse. Hertil kom, at den norske Kirke kun altfor vel havde tilegnet sig de romerske Anskuelser med Hensyn til de ydre Kirkeformers Vigtighed, for hvilke Christenlæren maatte