staa ganske i Skyggen. Kirkeloven, det vil sige den canoniske Ret, var Kirkens Forstandere et vigtigere Granskningsemne end Evangeliet, og vi have allerede før havt Anledning til at bemærke, at canonistiske Kundskaber langt mere end theologiske banede Veien til den norske Kirkes høiere Embeder. Formen havde saa at sige dødet Aanden, og den hele Kirkebygning skjulte under et glimrende, vel samstemmende Ydre en stor indre Svaghed og en Mængde farlige Brøst.
Alligevel, som den norske Kirke havde hidtil skredet fremad under Ledning af flere christeligsindede, begavede, dannede og virksomme Forstandere, hvis Exempel og Bestræbelse havde virket nedad, og indgydt den norske Geistlighed paa dens forskjellige Trin Sands for kirkelig Orden, for Kundskaber efter Tidens Maalestok, og for Embedsnidkjærhed, – saa holdt den sig endnu opret under en lignende Indflydelse af verdige Erkebiskopper og Biskopper, Efterlevere fra en ældre og bedre Tid, dog med et vist Præg af Stillestaaen, der lod frygte en Tilbagegang. Men nu kom den store Mandedød og bortrev, som vi have seet, hine ledende Kræfter i den norske Kirke, hine Støtter for den ydre Bygning: Mængden af Landets Biskopper, Mængden af dets Domkapitlers Medlemmer, Mængden endelig af dets ældre Prester og Geistlige, – fast alle de Kirkens Formænd og Tjenere, hos hvem Mindet om den gamle Tingenes Orden endnu var levende, og i hvem den var indtrængt med Opdragelsen. En Skare af yngre Geistlige traadte med eet i de Aflednes Sted. Ifølge den canoniske Ret maatte i Regelen Ingen vies til Prest førend han havde fyldt sit 30te Aar, og kun i Nødsfald maatte det skee tidligere, dog ikke under det fyldte 25de[1]. Men ved denne Tid, sige Annalerne udtrykkeligen, bleve attenaarige Mænd viede til Prester[2]. Trangen til Prester omkring i Landet, nærmest efter Mandedødens Ophør, har altsaa været overordentlig stor, siden Biskopperne i den Grad nødtes til at overskride de canoniske Bestemmelser. Og hvad prestelige Kundskaber kunde man nu vel i hine Tider vente af attenaarige Ynglinger, som i Hast vare forfremmede gjennem de lavere geistlige Ordensgrader? eller hvad presteligt Væsen, eller hvilken Karakterens Fasthed, eller hvilken Indflydelse paa Sognefolket kunde man vente af saadanne unge Mennesker, hvis Opdragelse ligesaavel med Hensyn til Livet som med Hensyn til Skolen maatte agtes aldeles ufuldendte. Den pludselige Forfremmelse af saadanne Personer til gode Indtægter og en fri Livsstilling maatte nødvendig lede dem i mangehaande Fristelser, om naar det behørige strenge Indseende fra oven manglede, hvilket nu netop var Tilfældet, da ogsaa Biskopsstolene og Chorsbrødrepladsene for største Delen vare blevne ledige og
