besattes med nye Mænd, uvante med Forretningernes Gang, blev naturligviis Anledningen saameget større for hine unge Prester til at tage sig sine geistlige Forretninger let og til at slappe Kirketugten baade for eget og Sognefolkets Vedkommende. Idet saaledes Mandedøden berøvede Kirken dens mest erfarne Forstandere og Tjenere, fra de høieste ned til de laveste, og med det samme bragte nye, uprøvede, i Hast sammensøgte Personer ind i hines vigtige og ansvarsfulde Stilling, maatte nødvendigviis den ydre Kirkens Orden lide et høist fordærveligt Knek. Men forenede sig først Uorden i Kirkens ydre Liv med Svagheden i dens indre aandelige, tilsidesattes Loven ligesaameget som Evangeliet forsømtes, da maatte almindeligt Forfald og Hensygnen blive dens uundgaaelige Lod. Vel var det saa, at den maaskee netop nu, meer end nogensinde før, berigedes ved Overtroens Gaver, ved Offer og Testamenter af Folk, der tænkte sig det muligt paa den Maade at kjøbe sig Redning fra den overhængende Død, eller hvis de bukkede under for denne, Sjælens Salighed. Men den forøgede Rigdom var saa langt fra at være Kirken i dens daværende Forfatning til Baade, at den tvertimod tjente til dens yderligere Fordærv; den fremkaldte legemlig Ladhed og aandelig Søvn der hvor just et forynget Liv, og en Opvaagnen til anstrengt Virksomhed saa høieligen krævedes.
Saaledes var Forholdet inden den norske Kirkes egen Kreds, medens den udenfra kun lidet havde at vente til Stødning i sin Svaghed eller til Raad og Trøst i sin Ulykke. Den norske Stat var, som vi have seet, selv et Bytte for al den Afmagt og Raadløshed, som en slet Landsstyrelse og et hensovnende Folkeliv medfører; den havde selv nok med at holde sig nogenlunde opret efter Farsottens haarde Slag. Og den romerske Kurie, verdsligsindet som den da var og blottet for sand christelig religiøs Kraft, kunde ingen anden aandelig Trøst meddele end nye Messer og nye Bønner[1], der saa langt fra at vække noget friskt christeligt Liv, kun nærede Overtroen. Et Sammenstød af mislige Omstændigheder gjorde saaledes den store Landfarsot dobbelt fordærvelig for den norske Kirke. Den sank under Ulykkens Vegt, og indhylledes hastigen i et tæt og trykkende Mørke, der længe blev hvilende over den.
Under den store Mandedød bleve, som allerede fortalt, Erkestolen i Nidaros og tre norske Biskopsstole ledige. Det lader, som om Thorstein, Biskop af Bergen, er død først, og som hans Eftermand Gilsbrikt eller Gisbrikt er bleven valgt i 1349 inden Erkebiskop Arnes Død, og Valget stadfæstet af denne. Gisbrikt skal have været en Engelskmand af Fødsel, men var dog udentvivl Chorsbroder i
- ↑ S. o. f. II. 312.
