Bergen, da han valgtes. Erkebiskop Arne havde ogsaa valgt Gyrd Ivarssøn, Abbed af Jonskirken i Bergen, til Biskop i Skaalholt efter Jon Sigurdssøn. Ingen af disse Biskopper kom han imidlertid til selv at indvie, men han skal før sin Død have truffet Foranstaltninger til at deres Indvielse kunde skee ved en af hans Lydbiskopper. Den blev udført, dog sandsynligviis ikke før langt ude i det paafølgende Aar 1350, ved Biskop Salomon i Oslo, og i Overvær af Biskopperne Orm af Hole og Jon Skalle, som var viet i 1343 til Garde paa Grønland. Disse vare, heder det, de eneste Biskopper i Norge, som havde overlevet Landfarsotten[1]. Hvad Erkebiskop Arnes Dødstid angaar, da veed man kun, at han gjorde sit Testamente den 23de September 1349, og at han endnu levede den 17de October samme Aar[2]. Hans Død falder følgelig henimod Aarets Slutning. Han havde været Erkebiskop i 3 Aar, 1 Maaned og 1 Dag[3], regnet fra hans Indvielse. Som allerede nævnt skulle alle Chorsbrødre af Nidaros’s Kapitel ligesom Erkebiskoppen være blevne bortrevne af Sotten paa een nær. Denne hed Lodin, og han skal som Repræsentant for Kapitelet have valgt til Arnes Eftermand: Olaf, Abbed af Holms Kloster[4].
Hvorledes det end kan have forholdt sig med dette Erkebiskopsvalg, der i alt Fald ikke kan have været andet end en Postulation, eftersom den Valgte var Klostermand, – saa er det sikkert, at Pave Clemens VI betragtede det som ugjort. Aarsagen hertil har dog ikke været hverken Formfeil eller den udvalgtes Uverdighed, men en tidligere af samme Pave truffen Foranstaltning. Clemens havde nemlig, som han selv sagde, medens Arne endnu forestod Nidaros’s Kirke, forbeholdt sig, naar denne Kirke igjen blev ledig, at skaffe den en dygtig Forstander ved det apostoliske Sædes Forsorg, eller med andre Ord, ved pavelig Provision; og derfor havde han paa Forhaand erklæret ethvert paa anden Maade udført Valg, af hvemsomhelst dette foretoges, eller ifølge hvilkensomhelst Autoritet, Pavens Foranstaltning bekjendt eller ubekjendt, – for magtesløst. Nu, da den nidarosiske Erkestol virkeligen var bleven ledig, kunde altsaa ingen uden Paven selv igjen besætte den. Efter nøie at have overlagt Sagen med sine Brødre (Kardinalerne) har han endelig, som han udtrykker sig, kastet sine Øine paa Olaf, Abbed af den hellige Marias Kloster af Holm, om hvis Sedelighed, Klogskab i aandelige og verdslige Ting, og mangfoldige andre store Dyder han har tilforladelig Underretning, og forsørger af apostolisk Myndighed Nidaros’s Kirke med hans Person, som dens Erkebiskop og Hyrde. Vi see, at Paven saa-
