Biskopperne Gisbrikt af Bergen, Haavard af Hamar og Jon Erikssøn Skalle af Garde paa Grønland, samt, som Fuldmægtig for Salomon af Oslo, Arne Ketilssøn. Conciliets Bestemmelser bleve udfærdigede den 23de August 1351 og beseglede foruden af Erkebiskop Olaf og de ovennævnte Biskopper og Biskop Salomons Fuldmægtig, tillige af Fuldmægtige fra alle de norske Kapitler: to fra det nidarosiske, een fra det osloske, to fra det bergenske, to fra det stavangerske og een fra det hamarske. Noget i disse Bestemmelser er Nyt; men det Meste Gjentagelse af hvad paa ældre Concilier var besluttet:
1) Klerkerne skulle udmærke sig ved Kydskhed, Beskedenhed, Ærbarhed, Ædruelighed, Maadehold og alle øvrige Dyder; de skulle hengive sig til Betragtning og Prædiken, men ei befatte sig med Strid, Retssager og Trætter, paa det at de verdigen kunne tjene Gud. En forbrydersk Sedvane maa med Sorg omtales: at nemlig den norske Provinses Prester og andre Klerker forglemme sit eget Vel og sin Ed, idet de ikke alene antage Husholdersker (focarias) og holde dem offentligen i sine Huse, men endogsaa, „hvad der er end afskyeligere og fordømmeligere, paa Lægfolks Viis, forene sig med dem ved Overeenskomster, Gaver og Troskabsløfter i Overvær af Kvindernes tilkaldte Frænder.“ Tidligere Erkebiskopper have ved Advarsler og paa anden Maade søgt at modarbeide og afskaffe dette, „men uden at nogen synderlig Frugt af deres Arbeide viser sig.“ Man vil desuagtet atter gaa „denne indgroede Ondskab“ imøde med nye Midler, og derfor bydes: at hvilkensomhelst Prest eller Klerk inden de hellige Vielsesgrader (in sacris ordinibus constitutus), især naar han har kirkeligt Beneficium (beneficium ecclesiasticum), efterat være mindet af sin Biskop, alligevel holder i sit Hus eller paa sin Bekostning en Frille, – han skal, overeensstemmende med Erkebiskop Eilifs Statut, straffes med en Pengebod, og hvis han ei retter sig, med Suspension, Excommunication eller Afsættelse fra Beneficiet (privatio). Men de, som forbinde sig med sine Friller ved Overeenskomster eller Gaver (pactis vel donationibus), skulde bøde Halvdelen af sine aarlige Indtægter af Beneficierne, og straffes end haardere, hvis det saa synes Biskoppen.
2) Afdøde Beneficiaters Gods, naar det ei er adskilt fra Kirkens, skal nøie bevares af Biskoppen eller hans Fuldmægtige, indtil en retfærdig Deling mellem Kirken og den Afdødes Arvinger kan finde Sted. De Lægmænd, som støttende sig til verdslig Domstol ville tilegne sig saadant Sæm skulle, hvis de ei inden en Maaned efter Biskoppens Opfordring aflade sligt, være forbudne Indgang i Kirken, og hvis de endda fremture, være forfaldne i Excommunications Straf
