Hvad der i disse Conciliebestemmelser fortjener at udhæves er
især følgende. – Man seer af deres første Artikel, hvor ilde det fremdeles
blandt den norske Geistlighed stod til med Overholdelsen af Cølibatsloven,
og hvorledes det endog var Sedvane, at Klerker, der
ifølge sin Vielsesgrad vare hiin Lov underkastede, indgik ordentlige
vidnesfaste Overeenskomster med sine Friller, saaledes at deres Forbindelse
fik et for den verdslige Ret nogenlunde lovligt Præg og blev et
Slags borgerligt Egteskab, medens den i kirkelig Henseende ved sin
Vitterlighed netop blev desto meer afskyelig og fordømmelig. Tingen
var, uagtet den ei udtrykkelig omtales i ældre Conciliebestemmelser,
ingenlunde ny. Mangen Biskop, hos hvem en finere moralsk Følelse
overdøvede den slaviske Lydighed mod Pavedømmets Bud, kan vel antages
i sit stille Sind at have dømt Forbindelser som de her omtalte
mildere end de meer uordnede men mindre vitterlige, og derfor at have
seet saa meget som muligt gjennem Fingre med en slig Sagens Gang,
uagtet de vare nødte til offentligen at fordømme den. Men om end
i Virkeligheden saaledes et mindre Onde afløste et større, saa var det
dog aabenbart, at den hele Cølibatslov derved blev et reent Spilfegteri.
At Erkebiskop Olaf nu optraadte skarpt imod hiin saakaldte „afskyelige
og fordømmelige Sedvane“ i Særdeleshed, nyttede ligesaalidet
som tidligere Biskoppers Bestræbelser for at hindre Cølibatsovertrædelser
i Almindelighed. De ovenomtalte Forbindelser vedbleve at have
sin Gang og bleve i det følgende Aarhundrede, som det lader, snarere
almindeligere end sjældnere.
Man finder videre i femte Artikel en Bekræftelse paa hvad ovenfor er sagt om Sjælesørgerembedets mislige Bestyrelse nærmest efter Mandedødens Ophør. Det var tildeels – som Erkebiskoppen selv erkjender – lagt i Hænderne paa „enfoldige og uvidende“ Personer; om disse ved hans vistnok velmeente Foranstaltning bleve forvandlede til dygtige og oplyste Prester, er der al Grund til at tvivle.
Mærkelig er endelig den Maade, paa hvilken i den femtende Artikel den tunsbergske Overeenskomst omtales; thi at den og ingen anden menes, er aabenbart. Den omtales nemlig som værende ved fuld Magt og Gyldighed. At den ikke var dette i 1337, viser noksom de ovenomtalte Forhandlinger i nævnte Aar mellem Kongen og Erkebiskop Paal[1]. At den i Mellemtiden mellem 1337 og 1350 skulde være bleven anerkjendt og stadfæstet af Magnus, dertil findes ingensteds noget Vink. Der er saaledes Grund til at antage, at Erkebiskop Olaf, idet han paaberaaber sig hiin Overeenskomst som gjældende, ikke har støttet denne Paastand paa nogen af Kong Magnus formelig udtalt Stadfæstelse af Overeenskomsten, men kun anvendt
- ↑ S. o. f. II. 253.
