den nidarosiske Erkestols gamle Fremgangsmaade i den Sag: aldrig at erkjende Overeenskomstens Ophævelse – noget den saameget mindre behøvede at gjøre, som Kongedømmet virkelig aldrig ved nogen Forordning udtrykkeligen havde ophævet den i dens Heelhed –, men tage sig dens Bestemmelser til Indtægt i den største Udstrækning, som Tidsforholde og Omstændigheder maatte tillade. Nu var aabenbare den norske Kirkes Stilling ligeoverfor Kongedømmet gunstigere under den svage Kong Magnus’s Styrelse end i lange forudgaaende Tider, under kraftigere Konger og en kraftigere Rigsstyrelse. Det maa derhos betænkes, at mange af den tunsbergske Overeenskomstes enkelte Bestemmelser i Tidens Løb, med større eller mindre Afændringer, og med Kongedømmets stiltiende eller udtrykkelige Samtykke, virkelig vare indgangne i den norske Kirkes Ret. Man tør maaskee endogsaa sige, at Erkebiskop Jons Christenretsudkast, der jo heel igjennem var bygget paa Overeenskomsten til Tunsberg, ved denne Tid gjaldt mere i den virkelige Brug i Norge, uagtet den ikke var formeligen vedtagen af Folket eller samtykket af Kongen, end de ældre Christenretter, der vare godkjendte ved gjentagne kongelige Forordninger. Dette var en naturlig Følge deels deraf, at Jons Christenret i Hovedsagen var tidssvarende, medens de andre i mange Stykker vare forældede og nødvendigviis maatte fuldstændiggjøres af hiin, – deels deraf, at Provinsialconcilierne stedse havde meer eller mindre aabenlyst anerkjendt Erkebiskop Jons i Overeenskomsten og i Christenretten udtalte Grundsætninger som nøie stemmende med den canoniske Ret, og ved en klog og tildeels maadeholden Anvendelse af dem i sine egne Bestemmelser havde gjort dem efterhaanden meer og meer smagelige for den norske Almeenhed og ved sin Anseelse uformærket givet dem næsten Lovlighedens Præg. Under saadanne Omstændigheder kunde nok Erkebiskop Olaf vove, saagodtsom ligefrem og i tydelige Ord, at paaberaabe sig den tunsbergske Overeenskomst som gjældende Retskilde. Og han har rimeligviis ikke gjort det uden Virkning. Thi efter alt Udseende udvidede den norske Kirke virkeligen fra denne Tid af sin Myndighed i den Retning, for hvis Skyld Overeenskomsten her paaberaabes, nemlig med Hensyn til de geistlige Domstoles Omraade.
Forøvrigt synes de her fattede Conciliebestemmelser i det Hele at vidne om Erkebiskop Olafs Iver for igjen at bringe nogen Orden i den ved Mandedøden haardt rystede norske Kirke, samt især for at indprente de nye Biskopper og Kapitler de hierarchiske Grundsætninger, de i sin Kirkestyrelse havde at følge.
Biskop Salomon af Oslo var, som allerede anført, ikke selv per-
