Kirkeordenen, er let at indsee, ligesom ogsaa hvilken Adgang herved aabnedes for ærgjerrige Prælater til at indsnige sig paa ulovlige Veie, ved Hjælp af Bestikkelser og Smiger, i Biskopsembederne. Men Provisioner vare nu engang komne i Mode ved den pavelige Kurie, hvilken ved denne Besættelsesmaade af Biskopsstolene udentvivl især tilsigtede tvende Ting: først at lægge den pavelige Magtfuldkommenhed i Kirken ret klarligen for Dagen; og dernæst at skaffe det apostoliske Skatkammer en Indtægt. Thi enhver Biskops umiddelbare Afhængighed af Paven blev ved Provisionen paa det haandgribeligste tydeliggjort, og Provisionen gaves dertilmed sjelden gratis. Forresten gik Paverne med Hensyn til den norske Kirke samme Vei som med de øvrige Rom undergivne Kirker. De løste først Metropolitanforholdet i selve Kirken, idet de formindskede Metropolitanens Ret over hans Lydbiskopper, naturligviis for at han ikke skulde blive for selvstændig i sit Metropolitanomraade til Skade for deres egen Myndighed. Dernæst understøttede de Kathedralkirkernes Kapitler mod deres Biskopper og tillod dem paa en Maade at sideordne sig disse i Biskopsdømmets Bestyrelse, – dette var for at give Biskoppernes Myndighed i deres Omraade en Modvegt, som Pavedømmet, naar det gjaldt at ydmyge en opsætsig Biskop, kunde benytte til sin Fordeel. Endelig indtrængte de sig i Kapitlernes Valgret for ogsaa til egen Fordeel at svække disse betydningsfulde Kollegiers Indflydelse, der vel kunde tænkes under visse Omstændigheder at kunne blive Pavedømmet farlige. Ved denne Adfærd troede vistnok Paverne at befordre Pavedømmets Magtfylde, idet de indordnede under den umiddelbart alle Kirkens Kræfter. Men Tiden viste, at de høieligen bedrog sig, og at de ved egenmægtigen at gribe forstyrrende ind i den fra gamle Tider grundlagte, og af ældre Paver med saa stort Skarpsind og med saa megen Omsigt uddannede hierarchiske Kirkeorden, netop undergrove Hierarchiets Grundvold og fremkaldte Pavedømmets Fornedrelse og Afmagt.
Hvad den norske Kirke angaar, da tør man vel ikke paastaa, at dens Biskopsstoles Besættelse ved pavelig Provision fra denne Tid af blev Regelen; thi ogsaa senere synes dog Kapitlerne at have faaet benytte sin Valgret. Men allerede den uafviselige Kjendsgjerning, at Paven, uden canonisk Grund, blot ved en vilkaarlig Anvendelse af sin kirkelige Magtfylde, tillod sig, naar ham saa lystede, at omstyrte Kapitlernes Valg og sætte sin Provision i Stedet, allerede denne Kjendsgjerning maatte fratage det saa vigtige Valgsystem en stor Deel af dets Holdning og gjøre Kapitlerne lunkne i Opfyldelsen af deres Vælgerkald.
Imidlertid dreves Indsamlingen af den treaarige Pavetiende i Norge med Iver. Den pavelige Nuntius i de tre nordiske Riger for
