Sterling d. e. godt Sølv. Men hele denne Sum havde Indsamlerne, ifølge den pavelige Nuntius’s udtrykkelige Befaling, overgivet Kong Magnus eller hans Fuldmægtige, og derfor modtaget Tilstaaelsesbrev med Kongens Segl. Over det Hele blev et Notarialinstrument udfærdiget[1].
Forholdet mellem Pavetienden af de forskjellige Biskopsdømmer er paafaldende: af Oslos meer end dobbelt saa stor som af Nidaros’s, meer end tre Gange saa stor som af Bergens, omtrent sex Gange saa stor som af Hamars og næsten ni Gange saa stor som af Stavangers. I Oslos Biskopsdømme maa altsaa have været en forholdsviis stor Mængde rige Beneficier, ligesom vi have seet før, at Oslos Biskopsstol vurderedes lige med Nidaros’s i Rigdom[2]. Af Peterspengens Størrelse kunne vi medmindre Bestemthed slutte noget, da vi ikke vide for hvor mange Aar den var samlet; men er de 478 Mark for Oslos Biskopsdømme Peterspengen for samme Tid som den for Bergens Biskopsdømme var 143 Mark og for Hamars kun 15 Mark[3], saa faa vi ud, at Oslos Biskopsdømme efter den store Mandedød har havt en tre Gange saa stor Befolkning som Bergens, og en meer end tredive Gange (!) saa stor Befolkning som Hamars; thi Peterspengen udrededes efter Mandtallet. Udentvivl maa Oslos Biskopsdømme have lidt forholdsviis ringe ved Mandedøden, uagtet dog ogsaa der ved Sygdommens Slutning, eller strax efter dens Ophør i 1350 (om Vaaren), klagedes over Folkemangel, „saaledes at man ei kunde faa Folk til at treske Tiendekornet“[4]. Hamars Biskopsdømme (Oplandene) skulde derimod have lidt mest. Ellers er der fra Bergens Biskopsdømme alene udtrykkelig klaget over Vanskeligheden ved at inddrive Pavens Tilkommende paa Grund af den Ødelæggelse, Farsotten havde voldet[5].
Det er allerede antydet, at de Penge Johannes Guilaberti inddrev i Norge for det pavelige Skatkammer, bleve overdragne Kong Magnus, og det samme var ganske vist ogsaa Tilfælde med de Summer, han samlede i Sverige og Skaane. Grunden hertil var, at Magnus fremdeles laa i Krig med Russerne, og da Krigen sagdes at gjælde disses Omvendelse fra deres schismatiske og kjætterske Tro til den romerske Kirkes Lære, paakaldte han Pavens Hjælp. Efter Krigsbegivenhederne i 1348 og 1349, hvilke ovenfor ere berørte[6], indtraadte, som det synes, en Stands i Krigens Førelse, bevirket ved
