Mandedøden, der ikke alene herjede Norge og Sverige, men ogsaa udbredte sig med al sin Ødelæggelse til Rusland, og saaledes lammede begge de stridende Magter. Magnus havde imidlertid ei opgivet sin Plan, at udvide sit Rige og derhos den romerske Kirkes Omraade mod Østen og paa de novgorodske Russers Bekostning, og han synes fra sit første Tog at have vedligeholdt sine Forbindelser med de til det svenske Rige nærmest grændsende Kareler og Ingrer. Nu var der saa meget større Grund til at søge Pavens Hjælp, som Pesten havde svækket hans Riger og sat ham ud af Stand til at modstaa med Kraft Russernes Indfald og Ødelæggelser i de ved hans tidligere Tog vundne Landskaber. Han lod Pave Clemens VI dette vide; og Clemens tilskrev den 15 Marts 1351 fra Avignon Erkebiskopperne af Lund, Upsal og Nidaros samt deres Lydbiskopper med Opmuntring til at lade prædike Korstog mod Russerne i de tre nordiske Riger, og formaa Nordmændene og Danerne at komme Sverige til Hjælp, der ved Pesten var udtømt for Folk[1].
Før denne pavelige Skrivelse blev udstædt, havde allerede Magnus sat sig i Bevægelse og var dragen til den russiske Grændse med en Hær, til hvilken ogsaa Norge gav Bidrag. Han skal efter de norske Annaler i 1351 have vundet nogle Fordele, dog ikke af Betydenhed[2]. Magnus var, som af Breve viser sig, den 17de Februar 1351 i Riga og den næste 2den April i Hapsal i Lifland[3]. Paa denne Tid maa altsaa ganske vist Toget have fundet Sted, og er maaskee paabegyndt allerede i Slutningen af foregaaende Aar. Men den 15de Mai 1351 var han igjen i Aabo i Finland og den 8de Juni i Stokholm[4]. Toget var da, som det lader, allerede til Ende, og det før Virkningerne af den pavelige Korstogsopfordring kunde have vist sig. Rimeligviis bleve disse Virkninger heller ikke store, da de nordiske Rigers Lande endnu altfor meget maatte fele det haarde Slag, Pesten havde tilføiet dem. Magnus’s sidste Tog havde desuden, efter alt Udseende, ikke havt et Udfald, der kunde opmuntre Folk til at stunde efter et nyt.
Men Sveriges Stilling var farlig: Russerne kunde ville hevne sig, Forsvarsmidlerne mod dem vare ganske vist daarlige, og Kongens Skatkammer tomt. Da nu just Indsamlingen af Pavetienden var i fuld Gang, og den pavelige Nuntius personlig tilstede i Sverige, saa var det, under de forhaandværende Omstændigheder ganske naturligt, at Magnus henvendte sig til ham om Pengehjælp. Pavetienden var jo bestemt til Christenhedens Forsvar; om den anventes mod Tyrkerne eller Russerne kunde gjælde lige meget, da begge vare Pavens, føl-
