gelig ogsaa Christendommens Fiender. Johannes Guilaberti havde ikke godt ved ganske at afvise Kongens Ansøgning, og bevilgede ham, rimeligviis efter nærmere Overlæg med Kurien, en Sum af 15000 Florener eller Gylden, dog kun som et Laan, hvilket Kongen senere skulde tilbagebetale det apostoliske Skatkammer[1]. Denne Sum har rimeligviis været Udbyttet af den hele Pavetiende af Norge, Sverige og Skaane, og den har, som.det lader, gaaet i Kongens Kasse efterhaanden som den blev indkrævet.
Laanet blev dog neppe anvendt efter Bestemmelse. Man finder nemlig ikke Spor til at Magnus har foretaget flere Tog mod Russerne end de allerede gjorte; og Pengene ere rimeligviis blevne for største Delen bortødslede af den letsindige Konge paa andre Foretagender, som ingen Betydning havde for den romerske Kurie. Krigen med Rusland synes at være døet hen af sig selv paa Grund af det russiske Riges daværende Afmagt, og Kong Magnus’s Ligegyldighed. Men vi skulle senere see, i hvilken Forlegenhed Kongen kom, da Laanet efter flere Aars Forløb fordredes gjenbetalt.
At der ved denne Tid ikke overalt var den bedste Orden i den norske Kirke, viste sig især paa Island. Vi have seet, hvor forhadte de tvende norske Biskopper Jon Sigurdssøn og Orm Aslakssøn der havde gjort sig ved deres Strenghed og Udsugelser, og hvorledes Orm, da Nordlændingerne gjorde aabenbar Opstand mod ham, i 1347 havde maattet ty til Norge for at søge Beskyttelse hos den mod ham gunstig stemte Konge[2]. Orm trøstede sig i flere Aar ikke til at vende tilbage til sit Sæde, og da imidlertid Jon Sigurdssøn af Skaalholt døde i 1348, og hans Eftermands Indvielse forsinkedes ved Mandedøden[3], var Island i over to Aar uden Biskop. I 1350 lykkedes det Biskop Orm at udvirke af Kongen, under dennes Ophold i Bergen, et nyt Vernebrev af 2den Juni, (en halv Maaned før Botulfsmesse) beseglet af Kansleren Arne Aslakssøn i Kongens Overvær. Det var endnu strengere end det tidligere af 1346, indeholdt truende Ord mod de opsætsige Bønder og stevnede otte af disses Formænd, alle anselige Høvdinger til Norge for der at forsvare sin Sag for Kongen eller hans Drotsete[4].
Forsynet med dette Vernebrev drog endelig Orm den følgende Sommer 1351, efter henved fire Aars Fraværelse tilbage til sit Biskopsdømme, udentvivl noget tryggere derved, at den nye Biskop af Skaalholt, Gyrd Ivarssøn, samtidigen for til Island og indtog sit Sæde. Men Orm fandt den gamle Opsætsighedsaand hos Nordlændingerne endnu i fuldt Liv, og han dæmpede den ikke ved at bansætte
