i 1352 en af sine Hovedmodstandere, Benedikt Kolbeinssøn, og fængsle dennes Svende for at paatvinge dem en streng Pønitens[1]. Hans Modstandere gave dog for saavidt efter, at de adløde Kongens Stevning og droge til Norge for at tale sin Sag. Denne tog en bedre Vending for dem, end Biskoppen rimeligviis havde ventet. De indstevnede Bønder skulle nemlig i 1353 være komne tilbage til Island med Kongebreve, der bøde Biskopperne at aflade alle nye Fordringer, og Biskop Orm at løse dem af sine Modstandere, som han havde bansat[2].
Men Biskop Orm synes ikke at have været tilfreds med dette Sagens Udfald. Han vilde atter prøve sin Indflydelse hos Kong Magnus og for i 1354 paa ny til Norge[3]. Hans Stræben synes denne Gang især at have gaaet ud paa at udvirke en kongelig Bestemmelse for, at den Christenret, som gjaldt i Skaalholts Biskopsdømme, ogsaa skulde gjælde i Holes, navnligen med Hensyn til Tiende og Biskoppens Visitations-Rettigheder. Dette lykkedes ham ogsaa. Thi den 19de October 1354 blev af Kong Magnus, eller i hans Navn, i Bergen udstedt et Brev, beseglet af Hr. Orm Eysteinssøn, der her kaldes Kongens Sekretær, hvori bødes, at den Christenret, der gjaldt paa Islands Sydland, ogsaa skulde gjælde paa Nordlandet, og at ingen Sag skulde søges efter nogen anden[4].
Denne Forordning har almindelig været forklaret saaledes, at Biskop Arne Thorlakssøns Christenret af 1274, hvilken i Hovedsagen var den samme som Erkebiskop Jons, derved fik kongelig Stadfæstelse som den enegjældende paa Island, da den tidligere kun havde gjældet for Skaalholts Biskopsdømme[5]. I Forordningen nævnes dog ingen Christenret udtrykkeligen, og Gyldigheden af Arne Thorlakssøns for Skaalholts Biskopsdømmes Vedkommende kan neppe med Rette paastaas at have været nogensinde tidligere godkjendt af Norges Konge. Maaskee forklarer man rettest Forordningen saaledes, at den Christenret, som i Brugen havde vundet Hevd paa Sydlandet, nu ogsaa skulde gjælde paa Nordlandet; og dermed mentes udentvivl i Grunden den ældre, Thorlaks og Ketils Christenret, hvilken dog nu i Brugen var bleven betydelig afændret efter Arnes. Det er da gaaet til paa Island med Arnes Christenret ligesom i Norge med dens Forbillede, Erkebiskop Jons, – at den uden nogen egentlig kongelig Stadfæstelse, ved at anvendes til Berigtigelse og Fuldstændiggjørelse af den forældede og utidssvarende ældre, egentlig lovvedtagne og stadfæstede, efterhaanden og saagodt som uformærket har overfløiet denne og vundet Hevd i Brugen.
