Hvad forresten Biskop Orm angaar, da vendte han, som det lader,
ei meer tilbage til sit Sæde i Hole, men døde i Norge den 1ste
November 1356[1]. Islændingerne sørgede ikke over hans Død. Af
de 14 Aar, han havde været Biskop, havde han tilbragt henved Halvdelen
udenfor Island, sysselsat med de Stridigheder, han havde med
fine Undergivne, og der bemærkes om ham, at man ei finder Spor
til at han paa nogen Maade har ophjulpet sit Biskopsdømme enten i
aandelig eller i materiel Henseende[2].
Desværre bleve Biskopper som Orm efter denne Tid ikke længer nogen Sjældenhed paa Island, og Misgreb fra den geistlige og verdslige Styrelses Side forenede sig med Uaar og Landeplager til Folkets Fordærvelse. Saalænge Biskopperne der vare indfødte Mænd, der nøie kjendte Landets og Folkets Leilighed, og desuden tildeels i Slegtforbindelse med dets verdslige Høvdinger, vare de mægtige Støtter for den indre Orden og Talsmænd for det almindelige Bedste baade i Hjemmet og hos Norges Konge. Flere af de tidligere norske Biskopper der vare ogsaa Mænd af Duelighed og god Villie, der stræbte at opfylde sin Skyldighed, om de end ikke altid havde Indfødtes aabne Blik for Landets Tarv og Landets Brøst. Men Jon Sigurdssøn af Skaalholt og Orm Aslakssøn af Hole vare Forløbere for en lang Række af Biskopper, der med Udlændingers almindelige Ukyndighed om Landets Skik forenede verdsligt Sindelag, Ligegyldighed for sit geistlige Kald og for sine Undergivnes Tarv, samt som oftest en høi Grad af Egennyttighed. Fra nu af seer man jævnligen de islandske Biskopper kappes med Landets verdslige Høvdinger i Herskelyst, Trættekjærhed og Almuens Udsugelse. Og den norske Styrelse gav dem heri ved sin Ligegyldighed og Kortsynthed frie Hænder. Norges Konger begyndte nu og vedbleve i lang Tid at ansee Island som et Skatland i Ordets egentligste Betydning, som et Land, der lød under Norges Kongedømme blot for at skaffe dettes Indtægter en Smule Forøgelse, ikke for at nyde dets kraftige Vern til indre Freds og Ordens Opretholdelse. Det bedste Beviis paa Kong Magnus’s Anskuelse af sit Forhold til Island og paa hans Ligegyldighed for dets sande Vel er det Skridt, han i 1354 gjorde, idet han bortleiede alle kongelige Indtægter af Øen, faste og uvisse, ligesaavel Skat og Skyld som Sagøre, for tre Aar til en vis Ivar Vigfussøn Holm, hvem han for samme Tid udnævnte til Hirdstyrer
- ↑ Baade Finn Jonssøn (II. 199) og Espolin (þ. 1 c. 56) antage, at han er død i Norge; de islandske Annalers Udtryk (288) er imidlertid utydeligt og kunde vel forklares som om Meningen var, at han døde i Hole, hvilket dog igjen deres senere Beretning (290) synes at modsige.
- ↑ Finn Joh. II. 199, 200; Espol. Aarb. þ. 1. c. 56.
