kort efter siges der: „Orm Eysteinssøn blev Drotsete i Norge, beskikket af Hr. Haakon den unge“[1].
Man seer, at de gamle islandske Annalskrivere, der ikke tale noget om Forhandlingerne i 1343 og 1344, ved hvilke egentlig Erik og Haakon antoges til vordende Konger i Sverige og Norge, – have troet, at denne Sag først blev afgjort i Bergen 1350, og at Dronning Blanka og begge Kongesønnerne derved have været tilstede. Hvad det sidste angaar, da har man ingen særlig Grund til at negte Rigtigheden deraf. Har Rejsen til Norge fra først af havt et religiøst Formaal, været en Pilegrimsreise til St. Olaf, og har den derhos været foretagen for at fly Smitsotten, der nu rasede i Sverige, medens den var ophørt i det nordlige og vestlige Norge, – saa er det i sig selv ganske sandsynligt, at Magnus har taget sin Dronning og sine Børn med sig. Men hvad Forhandlingerne i Bergen angaar, da maa Annalskriverne udentvivl have tillagt dem en noget større Betydning, end de virkelig havde. Sagen angaaende Eriks og Haakons Kongedømme var som sagt allerede for flere Aar tilbage afgjort, medens Tiden for Norges Riges virkelige Overdragelse til Haakon endnu ikke var kommen, eftersom han ei havde naaet Myndighedsalderen. At en saadan Overdragelse heller ikke ved denne Leilighed har fundet Sted, viser noksom den Omstændighed, at Haakon først fem Aar senere optræder som styrende og med Kongenavn.
Noget sandt ligger ikke desto mindre vist nok til Grund for Annalernes Udsagn, kun at den rette Sammenhæng er bleven misforstaaet. Magnus har udentvivl, da han med sin hele Familie var idet nordenfjældske Norge, der paa en høitidelig Maade kundgjort og stadfæstet den i 1343 fattede Beslutning med Hensyn til sine Sønner. Maaskee har han først gjort dette i Nidaros paa Ørething, skjønt herom intet er berettet. Men i Bergen, hvor rimeligviis et Raadsmøde med det samme er blevet holdt, er Stadfæstelsen foregaaet med størst Høitidelighed, og der har Magnus, for ret at udhæve sine Sønners Verdighed, sat dem ved sin Side i det kongelige Høisæde, medens han lod de tilstedeværende Raadgivere og Hirden med Haandtag forpligte sig til Overholdelse af den tidligere Beslutning. Hvad de Lande angaar, som han siges at have forbeholdt sig selv, da kan dette ogsaa gjerne være rigtigt, for saa vidt som Forbeholdet henføres til Bestemmelsen i dens Heelhed. Det er nemlig ganske rimeligt, at visse Dele af Norges Rige kunne have været udtrykkelig hjemlede Kong Magnus til hans særlige Underhold, naar han engang overgav Rigsstyrelsen til Haakon; og Skatlandene, til hvilke Haalogaland den Tid begyndte at henregnes, udentvivl paa Grund af dets Forbindelser med det virkelige
- ↑ Isl. Ann. 282.
