Skatland Finmarken, ere fortrinsviis blevne valgte, fordi de ikke ansaaes henhørende til Rigets egentlige Kjerne, hvilken man ikke vilde splitte. Om nu forresten dette Skridt af Magnus er gjort fuldkommen frivilligt, eller paa Raadets Tilskyndelser, hvilket derved kunde tænkes at have villet yderligere sikkre den vordende fuldkomne Adskillelse mellem Norge og Sverige, og derhos give Rigsstyrelsen i Norge en forøget Fasthed, – dette er noget, som umulig lader sig afgjøre.
Udnævnelsen af en norsk Drotsete ved samme Tid staar aabenbare i Sammenhæng med Magnus’s Stadfæstelse af Beslutningen fra 1343. Vi have før seet, at de verdslige Medlemmer af Kongens norske Raad heller vilde have en verdslig Drotsete i sin Spidse, som Kongens Repræsentant, end ledes af en geistlig Kansler. Dette viste sig jo klart under Formynderstyrelsen, først da Kansleren Ivar Olafssøn stedtes tilside for Drotseten Erling Vidkunssøn[1], og senere da Kansleren Paal Baardssøn, der paa en Maade af Biskopperne var Erling paatvungen som Sidemand, havde heel vanskeligt for at holde sig i Raadet mod Drotsetens og de verdslige Raadgiveres Angreb[2]. Kongen paa sin Side synes, som før er udhævet, ikke egentlig at have yndet noget af de tvende Embeder[3]; men naar han nødvendig maatte vælge en af to, have vi seet, at han foretrak at beskikke en Kansler; og en saadan, der, efter Alt at dømme, var Kongen fuldkommen tro og hengiven, stod nu i Raadets Spidse. Men heri kunde Raadet ønske en Forandring, og maaskee fandt det ved nærværende Tid Leiligheden dertil gunstig.
Man maa stille sig for Øie hvorledes det i 1350, strax efter den store Mandedøds Ophør, forholdt sig med Norges Biskopper. Erkebiskoppen og tre Lydbiskopper vare døde under Sotten; Oslos gamle Biskop Salomon var den eneste overlevende Biskop i Norge, og han havde endnu neppe dengang, da de ovenomtalte Begivenheder foregik i Bergen i Juni Maaned, indviet Biskop Gisbert[4]. Har der nu ved denne Tid, som formodet, været holdt et Raadsmøde sammesteds, saa er det aabenbart, at de verdslige Raadgivere, hvilke disse nu have været, ingen overveiende geistlig Modstand have havt at frygte, og derfor vel kunne have gaaet den svage Magnus paa Livet for at faa sit Ønske om en verdslig Formand drevet igjennem Annalernes Udsagn, at „Drotseten beskikkedes af den unge Haakon,“ synes ogsaa at tyde hen paa, at dennes Stilling som snart vordende Konge, er bleven udhævet til Forsvar for Nødvendigheden af en Drotsete, da Haakon maatte selvstændig repræsenteres i Raadet, og hans Repræ-
