sentant var nærmest til at være Bestyrelsens Formand, naar Kong Magnus ei var tilstede. Alt dette giver vistnok nogen Anledning til at formode, at det senest omtalte Skridt af Kong Magnus ikke har været saa ganske frivilligt, og navnligen at Beskikkelsen af en Drotsete i Grunden hverken har været efter hans eller Kanslerens Sind.
Men om det end muligen saaledes forholder sig med Styrelsesforandringen i 1350, at Kong Magnus’s Medvirken til samme har havt sin Grund i en ikke fuldkommen frivillig Føielighed mod det norske Raad, – saa savnes der paa den anden Side ikke ganske Grund for den Gjætning, at Personen, der udnævntes til Drotsete, har været Magnus’s særlige Valg, har været en Yndling af Kongen, om hvilken denne har haabet, at han som Kongedømmets Repræsentant i Raadet skulde i Eet og Alt tjene Kong Magnus’s Sag, uanseet at Raadets Tanke med hans Udnævnelse muligen kunde have været, at han som dets Formand nærmest skulde træde i Stedet for Junker Haakon. Hvad der taler for den sidste Gjætning, skal strax nedenfor udvikles, hvor vi komme til at omtale den udnævntes Personlighed og Stilling.
Hvad der imidlertid i al denne Usikkerhed og Famlen er ganske sikkert er: at en Drotsete blev udnævnt. Dette maa være skeet, eller idetmindste foreløbigen bestemt, allerede før den 2den Juni, Dagen da Vernebrevet for Biskop Orm af Hole blev udstedt; thi heri indstevnes Biskoppens Modstandere til at møde „for os (Kongen) eller vor Drotsete i Norge“ og til at svare „for Kirkens Formand i Nidaros og for vor Drotsete og Rigets Raad, hvis vi selv ei ere indenlands“[1]. Kansleren Arne Aslakssøn har imidlertid beseglet dette Brev, ligesom ogsaa et andet givet af Kongen den 14de Juni i Karmsund (Karfsund), altsaa efter at Forhandlingerne i Bergen vare sluttede, og paa Kongens Reise derfra øster i Landet[2]. Følgelig har ikke Udnævnelsen af en Drotsete strax bevirket Kanslerens Fratræden. Men denne maa have fulgt snart efter; thi det nævnte Brev af 14de Juni er det sidste, der kjendes, for hvilket Arne Aslakssøn som Kansler har sat Kongens Segl[3], og senere finder man, at Seglet har været i Drotsetens Hænder, – at Kansleren følgelig har været funden overflødig. Arne Aslakssøn forsvinder efter den Tid af vore gamle Kilder. Han maa enten have trukket sig ganske tilbage fra det offentlige Liv, eller snart efter sin
- ↑ Finn Joh. I. 434.
- ↑ N. Dipl. II. 252.
- ↑ N. g. L. III. 175 findes rigtignok en Forordning af Magnus dat. den 8de Jan. „á átiánde are ok xx rikis vars“ d. e. 1357, beseglet ved Hr. Arne Aslakssøn; men heri er aabenbar en Feilskrift og „áttande“ maa læses for „átiánde,“ altsaa „otte og tyvende“ for „attende og tyvende,“ hvilket giver 1347; og her passer Arne Aslakssøns Navn.
