ket hans Død, og at Orm saaledes, om end maaskee tidligere hævet ved Magnus’s Yndest, under sin Drotsetestyrelse maa have forspildt denne og af Kongen være given til Pris.
Omtrent samtidig med Orms Afgang som Drotsete maa Kong Haakon have overdraget sit Segl til Hr. Peter Erikssøn, Provst til Mariekirken i Oslo, som man finder at have beseglet et Brev af Kong Haakon udstedt i Oslo den 3die Januar 1358, og som siden i en Række af Aar benævnes: Kongens Kansler. Provstiet ved Mariekirken i Oslo og Kanslerembedet bleve saaledes nu atter forenede overeensstemmende med den ældre Kong Haakon Magnussøns Bestemmelse af 1314, noget som ikke kan paavises at have været Tilfælde hverken da Paal Baardssøn eller da Arne Aslakssøn vare Kanslere[1].
Man sporer i det Hele fra Haakons Regjeringstiltrædelse i 1355 en langt anden og bedre Orden i den indre Styrelses Gang, end som havde fundet Sted under Magnus’s Regjering. Med Hensyn til de ydre Forholde derimod, paa hvilke Magnus fremdeles, som allerede sagt, vedblev at øve megen Indflydelse, da hvilede over dem den samme ulykkelige Stjerne, der fra nu af endnu meer end for syntes at ledsage hvert af denne svage Konges Skridt. Og de uheldbringende Forviklinger, i hvilke han deels ved egen Skyld deels ved Andres Ledning bragtes, forspildte ikke alene hans egen og Sveriges Ro og Lykke; – deres Følger rammede ogsaa Kong Haakon paa en saare følelig Maade, og berøvede Norge den Fordeel, dette Rige kunde have havt ved at nyde Fred og sanke Kræfter under en Konge, der snart blev Folket kjær, og som med den bedste Villie synes at have forenet ikke ringe Evner. Vi maa i en kort Oversigt opfatte hine Forviklingers Gang, der uden just umiddelbart at virke paa den norske Kirkes Tilstand, dog maaskee middelbart, især gjennem deres endelige Løsning, have virket ikke lidet til dens yderligere Forfald.
Den Forandring, som i 1355 fandt Sted i Norge, var en fuldstændig Virkeliggjørelse af hvad der i 1343 var besluttet for dette Riges Vedkommende. Magnus havde overdraget sin Søn Haakon Kongedømmet, da denne naaede den myndige Alder; dermed var Nordmændenes længe nærede Ønske opfyldt, og deres Uvillie mod Magnus, om de end forud med Grund havde næret nogen saadan, udslettet. Haakon, der maa antages at have været opdragen i Norge, hvo som nu har forestaaet hans Opdragelse, havde her øjensynligen i sin Barndom og Ungdom kun lært at elske og agte sin Fader, og dette sønlige Sindelag svigtede ham neppe nogensinde i hans senere Liv, – maaskee det sikkreste Bevis for at Magnus aldrig har været almindelig hadet og foragtet i Norge.
- ↑ Jfr. o. f. II. 228, 364.
