Med Magnus’s ældre Søn, Erik, der var opdragen i Sverige, forholdt
det sig derimod anderledes. Han var ingenlunde kjærlig og sønlig stemt mod
sin Fader; og dette kan man neppe forklare sig anderledes end deraf, at han
tidlig faldt i svenske Stormænds Hænder, der indpodede ham det samme
hadefulde Sindelag, hvilket de selv nærede mod hans Fader, den samme
Opsætsigheds, Ustyrligheds og Ærgjerrigheds Aand, hvoraf de selv besjæledes.
I Sverige blev det, som før fortalt, saavidt man af de os
levnede Aktstykker kan slutte, ved Foranstaltningerne i 1343 ikke gjort
den Bestemmelse, at Magnus skulde overdrage Erik Riget, saasnart
denne kom til sine Myndighedsaar. Erik valgtes kun der til Sveriges
vordende Konge med Forbehold, at hans Fader skulde vedblive at fore
Rigsstyrelsen for sine Levedage. Magnus var altsaa ingenlunde
skyldig til i Sverige at gjøre det samme med Hensyn til Erik, som
han i Norge havde gjort for Haakon. Hermed synes imidlertid Erik
at have været utilfreds, og en Spending mellem Fader og Søn indtraadte,
der snart ledede til sørgelige Optrin.
Hvad der fremskyndede Udbrudet var den overordentlige Yndest baade Kong Magnus og Dronning Blanket paa denne Tid viste en svensk Herre, Benedikt Algotssøn, der i 1353 var bleven ophøiet til Hertug af Halland og Finnland, og tilmed havde faaet Bestyrelsen af Skaane. Man talte om, at Magnus og Blanka elskede ham høiere end sin egen Søn, og at det vel kunde hende, at Magnus vilde gjøre ham til Sveriges Konge med Forbigaaelse af Erik. Dette var nu ganske vist et ondskabsfuldt og tomt Rygte, opspundet af Kongens Fiender og Benedikts Misundere; men det fandt let Indgang hos de urolige Stormænd, udspredtes blandt Almeenheden og hviskedes udentvivl ogsaa den unge Erik i Øret.
Endnu i Februar Maaned 1356, da Magnus var samlet med begge sine Sønner i Stokholm[1], synes alt at have været roligt. Men noget længer ud paa Aaret blev Uenigheden mellem Fader og Søn aabenbar, efterat Erik havde besøgt Kong Valdemar Kristofferssøn af Danmark i Kjøbenhavn. Erik havde noget i Forveien egtet dennes Søsterdatter, Beatrix af Brandenborg, og de Indskydelser, han af Valdemar under Besøget modtog, have neppe tjent til det Gode, skjønt den underfundige danske Konge vidste at forstille sig som Magnus’s Ven og som den der arbeidede til hans Bedste. Da Erik var kommen tilbage til Sverige, udstedte han den 19de October 1356 fra Kalmar et yderst fiendtligt Brev mod Benedikt Algotssøn, hvori han kaldte sig Sveriges Konge, anklagede Benedikt for det hele Folk som
- ↑ Br. af 23de Febr. 1356, udstedt i Stokholm af Magnus og beseglet tillige af hans Sønner Erik og Haakon. Or. perg A. M. S. fasc. 54 No. 4.
