Rigets Fiende, opfordrede Alle til at staa sig bi mod ham og undsagde ham med samt hans Hjælpere. Erik gav saaledes sin første Reisning Udseende af at være rettet mod Hertug Benedikt. Men den var i Grunden ligesaavel rettet mod Kong Magnus, der før det første ikke kunde overtale sig til at lade sin Yndling i Stikken og derhos synes at have stolet paa Hjælp baade fra Norge og fra Kong Valdemar i Danmark. Annalerne omtale ogsaa i 1356 et Ledingstog af Magnus fra Norge til Gautelven[1], hvilket antyder, at han med en norsk Hær har søgt at komme Benedikt til Hjælp; og den underfundige Valdemar har ganske vist gjort Miner, som om han heldede til Magnus’s Side, skjønt i Grunden intet var ham kjærere og for hans listige Planer meer tjenligt, end at puste til Striden mellem Søn og Fader og vedligeholde den saa længe som muligt. Erik paa sin Side forbandt sig med Greverne af Holstein og Hertugerne af Meklenborg, og drog tydske Leietropper til sig, med hvis Hjælp han bemægtigede sig Hertug Benedikts Slotte. Den almindelige Stemning i Sverige synes ogsaa at have været Erik gunstig, og saaledes fik hans Parti snart Overhaand. Den 28de April 1357 kom i Jønkøping et Forlig i Stand mellem Fader og Søn, hvorved Sveriges Rige deeltes mellem dem, og Magnus forpligtede sig til ikke igjen at indkalde den under Krigen fordrevne Benedikt Algøtssøn.
Der indtraadte nu en kort Rolighed i Sverige, og Magnus var den næstfølgende 18de Mai samlet med begge sine Sønner i Lund[2]. Men endnu inden Aarets Slutning synes nye Uroligheder fra Eriks Side at have været i Gjære, hvis Udbrud dog forebyggedes ved Magnus’s Eftergivenhed, da han den 27de November opgav til Erik paa to Aar en betydelig Deel af hvad der var ham selv tilkjendt ved Forliget i Jønkøping[3].
Paa en oprigtig Fortrolighed mellem Begge var imidlertid ikke at tænke, saa meget mindre som Magnus og Dronning Blanka stedse sluttede sig nærmere til Kong Valdemar af Danmark, medens Erik i 1358 erklærede denne Krig og forenede sig mod ham med flere tydske Fyrster. Magnus mistænktes for at have hemmelig lovet Valdemar at spille Skaane i dennes Hænder imod at faa Understøttelse imod sin Søn Om Mistanken havde fuld Grund, lader sig vanskelig afgjøre; men den vandt visselig Styrke ved Magnus’s Adfærd. Thi tidlig i 1359, medens hans Søn Erik, som det lader, var paa en Reise i den nordlige Deel af Sverige, gjorde han fra Skaane i Følge med Dronning Blanka og sin Søn Haakon et Besøg hos Kong Valdemar i Kjøbenhavn, og ved denne Leilighed blev en Trolovelse istandbragt
