mellem den nittenaarige Haakon og Valdemars sexaarige Datter Margreta. Og, hvad der var endnu mistænkeligere, – strax efter dette Besøg gjorde Valdemar et Indfald i Skaane, som egentlig hørte til Eriks Deel af Riget, og indtog der flere Slotte. Rigtignok besatte han disse i Magnus’s Navn, men Sagen blev i Grunden kun derved saa meget mistænkeligere. Valdemar lader nemlig til at have villet paa denne Maade gjøre Brudet mellem Fader og Søn fuldstændigt, imedens han til samme Tid vandt fast Fod i det Landskab, som han saa gjerne vilde gjenforene med Danmarks Rige. Erik samlede imidlertid paa Rygtet herom i største Skynding en betydelig Hær i Sverige, og var allerede i April Maaned i Skaane, som Valdemar da atter forlod. Et nyt Forlig skal nu efter Nogles Sigende være sluttet mellem Fader og Søn; men om dette saa har forholdt sig er usikkert, og i alt Fald har Forliget neppe fra nogen af Siderne været oprigtig meent.
Kong Eriks Bane tog en hastig Ende. Samme Aar 1359, rimeligviis i Juli eller August Maaned, døde han uventet ikke meer end 22 Aar gammel, og hans Dronning Beatrix og deres tvende Børn fulgte ham inden ganske kort Tid i Graven. Der opstod et Rygte om Forgiftning, hvilket dog ikke de ældste svenske Efterretninger stadfæste. Man blandede endogsaa senere Eriks Forældre ind i denne Sag. Man talte om, at Blanka havde rakt Erik Giftbægeret, og at han i sin sidste Sygdom, der dog varede i 20 Dage, selv skulde have udsagt, at det var hans Forældre, som voldte hans Død. Men saadan skrækkelig Beskyldning blev dog ikke fremsat af Magnus’s Fiender, da de nogle Aar senere samlede sammen alle de Anker, de kunde finde imod ham, for at retfærdiggjøre sit Frafald; og man maa saaledes tro, at det Hele kun har været løst Folkesnak, som et Aarhundrede efter har fundet Indpas i de svenske Historieskriveres Optegnelser[1].
Magnus tilegnede sig efter sin Søns Død igjen hele Sveriges Rige, og Ingen vovede sig for det Første til at gjøre Indsigelser herimod. Stemningen i Landet var imidlertid ikke Magnus gunstig, trods de gode Løfter han fra Søderkjøping den 18de November 1359 gjorde. Deriblandt var ogsaa, at han skulde fjærne Benedikt Algotssøn, – noget som forudsætter, at han kun slet havde overholdt sit tidligere Løfte herom, eller at han i det mindste senere havde ladet ham igjen nærme sig. Denne forhadte Kongegunstling var ved denne Tid i Skaane og synes ikke at have været synderlig lysten paa at forlade Magnus’s Rige. Men hans Avindsmænds Hevn rammede ham uventet. Nogle svenske Herrer af Kong Eriks fordums Venner og Tilhængere, overfaldt i 1360 Benedikt paa Rygnaholm (Rønneholm i Skaane) og dræbte ham, uden at mindste Bod eller Straf derfor synes at have rammet
- ↑ Hos Ericus Olai og i Rimkrøniken.
