dem. En saadan Handling af Had og Selvtægt viste, at Opsætsighedsaanden hos Sveriges Store ikke var udslukt ved Eriks Død, og at Magnus endnu havde megen Modstand at frygte af dem.
Hvad der end mere forværrede hans Stilling var det mislige Forhold, hvori han var kommen til den pavelige Kurie. Det er forhen fortalt, at han under Krigen med Russerne havde af den pavelige Nuntius og Tiendeindsamler Johannes Guilaberti modtaget til Laans 15000 Gylden af de for Pavens Skatkammer indsamlede Penge[1]. Dette Laan vilde Pave Innocentius VI. efter nogle Aars Forløb have tilbagebetalt og sendte tildeels i den Anledning Johannes Guilaberti atter som sin Nuntius til de nordiske Riger[2]. Paven skrev ogsaa for ham et Anbefalingsbrev af 24de Februar 1356 til Dronning Blanka med Begjæring om, at hun vilde tage sig af ham og anvende sin Indflydelse hos Kongen, for at han kunde faa sit Erende udført[3]. Dette mødte imidlertid Vanskeligheder, maaskee dog mindre i Magnus’s Uvillie til at betale sin Gjæld, end i hans Pengemangel, der gjorde ham det umuligt, helst i saa korte Terminer, som Guilaberti synes at have fordret. Følgen blev, at den pavelige Nuntius erklærede Kongen for at være falden i Interdikt ved sin Forsømmelighed. Paven tog imidlertid ikke Sagen saa strengt. Thi paa Kongens Ansøgning blev Interdiktet ved Pave Innocentius’s Skrivelse af 18de Mai 1360 udsat til det følgende Aars Paaske, under den Forudsætning, at Kongen inden den Tid gjorde Rede for sig. Og skjønt dette vistnok ikke skede, saa synes dog ingen høitidelig Bansættelse nogensinde at være bleven forkyndt[4]. Sagen var saaledes ikke i sig selv saa meget farlig; men af Kongens Fiender i Sverige blev den fremstillet fra den mørkeste Side. De paastode nemlig, og anførte senere som et Hovedanklagepunkt mod ham, at han i hele fem Aar stod i Interdikt uden at bryde sig derom og uden at afholde sig fra Deeltagelse i Gudstjenesten, – noget som naturligviis, naar det troedes af Almeenheden, maatte nedsætte Kongen i dens Øine, ja vække Afsky for ham som en Kjætter, der var falden fra Kirken.
Men det, som satte Topmaalet paa de svenske Stormænds Had mod Magnus og Misnøie med hans Styrelse, og det, som bragte den ulmende Oprørsild til nyt Udbrud, var Tabet af Skaane. Dette for Sverige saa vigtige og med store Pengeopofrelser erhvervede Landskab blev i Sommeren 1300 indtaget af den danske Kong Valdemar, og det, som det lader, i stor Hast, og uden at han mødte nogen al-
