vorlig Modstand. De Svenske paastode, at dette var skeet med Magnus’s Vidende og ifølge hemmelig Aftale mellem ham og Valdemar; og denne Beskyldning blev ganske vist almindelig troet. Det følgende Aar 1361 bemægtigede Valdemar sig om Sommeren ogsaa Øland og Gotland, samt indtog og ødelagde den rige Stad Visby. Ogsaa heri saa de Svenske et Forræderi af Magnus, skjønt han virkelig findes at have truffet Foranstaltninger til Gotlands Forsvar. Hvorledes den rette Sammenhæng med disse store Tab for Sverige har været: om Magnus virkelig paa en landsforrædersk Maade har spillet under Dække med Valdemar for at hevne sig paa det svenske Rigsraad og de svenske Store før alt det Onde, han af dem havde døiet, – eller om det kun var hans Udygtighed, hans Mangel paa Omsigt og Raskhed, som her gjorde ham til et Offer for Valdemars Underfundighed og Snarraadighed, – det er noget, som nu er fast umuligt at afgjøre med Sikkerhed. Det første har stedse havt den almindelige Mening for sig; og vist er det, at meget findes til Støtte før en saadan Mistanke. Men paa den anden Side, hvo borger vel ogsaa for, at de svenske Store understøttede Magnus kraftigen til Skaanes og Gotlands Forsvar? Det Modsatte synes virkelig at have været Tilfældet. Stemningen var allerede saa slet i Sverige, at Magnus intet Skridt meer kunde gjøre, uden han af de Store mødtes med Mistanke og Vrangvillie; og vel kan det hende, at mangen svensk Stormand i sit stille Sind glædede sig over hvert politisk Feiltrin, Magnus gjorde, fordi han deri fandt en ny Grund til at besmykke sin egen Selvraadighed og sit eget Frafald med.
Vist er det, at fra den Stund Skaane og Gotland gik tabt for de Svenske, var Fordømmelsesdommen i Sverige uigjenkaldelig fældet over Magnus, idetmindste af Raadet og de Store. Forgjæves stillede hans Søn Haakon sig ved hans Side for at hjælpe ham med Raad og Daad; forgjæves føiede de det svenske Raads Ønske og sluttede i Gripswald den 9de September 1361 et Forbund med Hansestæderne mod Valdemar af Danmark, – et Forbund, til hvilket ogsaa det norske Raad for Norges Vedkommende gav sit Samtykke i Slutningen af samme September Maaned paa et Raadsmøde i Baahus, hvor foruden de to Konger og Dronning Blanka, ogsaa Erkebiskop Olaf, de fire øvrige norske Biskopper samt Jon og Sigurd, Hafthorssønner, og Øgmund Finnssøn vare tilstede[1]; – det svenske Raad troede ikke, eller lod som det ikke troede, mere paa Magnus’s Oprigtighed i noget af hvad han foretog. Fra Haakon bortvendte dog de svenske Herer sig endnu ikke ganske, udentvivl fordi de haabede at
- ↑ N. Dipl. II. 293 viser, at alle de nævnte vare samlede paa Baahus den 29de September.
