brød derimod Magnus den, skulde hans Undersaatter være løste fra sin Troskabsed og Sveriges Rige tilhøre Grev Henrik. Saaledes heder det i gamle tydske Skrifter[1], der udførligst vide at berette herom. Men de tale ikke med et eneste Ord om Haakons Fuldmagt, om hvilken der dog nærmest maatte blive Spørgsmaal. Der siges kun, at en blandt de Udsendte, Ridder Herman von Vitzen, forestilte ved Ringenes Vexling Kong Haakons Person. Hvad Deel Haakon selv har taget i disse Forhandlinger, vides saaledes aldeles ikke, ligesaalidt som hvorledes det egentlig har været fat med Magnus’s paaberaabte Fuldmagt, eller hvorvidt de svenske Udsendinge have holdt sig troligen til den. Det Hele har et mistænkeligt Udseende og tyder i hvert Fald paa et Hastverk fra Sendemændenes Side, der udentvivl var beregnet paa strax at gjøre det foretagne Skridt ugjenkaldeligt for Magnus og Haakon.
Men hvor klogt nu end Alt syntes anlagt fra de svenske Stormænds Side, saa gik dog deres Planer op i Røg. Efterat Krigen med Valdemar i Sommertiden 1362 var ført med vexlende Held og uden noget egentlig afgjørende Udfald, blev i November Maaned en Stilstand sluttet mellem ham og Hansestæderne, og Kongerne Magnus og Haakon i den optagne. Kort efter, skjønt det var Vintertid, gik Elisabet den 17de December til Søs fra Traven for at drage til Sverige. Men Skibet drev i Storm ind paa den skaanske Kyst, paa den lundske Erkebiskops Grund. Erkebiskop Niels, som stod sig godt med Kong Valdemar, og som desuden skal have misbilliget Brudet paa Haakons tidligere Trolovelse med Margreta, fandt sig opfordret til at anholde Elisabet og tage hende under sin Bevogtning i et Slags sømmeligt Fangenskab. Denne heldige Omstændighed vidste den slu Valdemar mesterligen at benytte Medens Elisabet holdtes fangen, indledede han Underhandlinger med Magnus, Blanka og Haakon om en Sammenkomst. De fulgte alle tre Valdemars Indbydelse, og fore i Begyndelsen af 1363 tit Sjælland, hvor en stor Festlighed var beredt i Roskilde. Under Opholdet her maa man antage, at den gamle Forbindelse mellem Kong Haakon og Margreta er bleven fornyet. Derpaa droge de alle til Kjøbenhavn, og her stod Haakons og den elleveaarige Margretas Bryllup den 9de April i Overvær af Erkebiskoppen af Lund, flere danske Biskopper og mange andre geistlige og verdslige Stormænd. Først en Tid efter blev Elisabet løsgiven og gik siden i Kloster. Under Bryllupshøitidelighederne i Kjøbenhavn døde Dronning Blanka og blev begraven i Ringsted. Et Rygte om Forgiftelse kom ogsaa ved denne Leilighed i Gang og naaede lige til Island; men hvem Udaaden tillagdes, nævnes ikke. At Valdemar
- ↑ Corner og Cranzius.
