skulde have været Ophavsmanden, er kun en Gjetning fra langt nyere Tider. Rimeligviis har det hele Rygte havt sin Kilde i løst Folkesnak, som reiste sig af det Uventede ved Dødsfaldet, maaskee ogsaa af den Omstændighed, at en fornem norsk Frue i Blankas Følge, Herdis Thorvaldsdatter, døde paa den samme Tid som Dronningen[1].
Saaledes kom da ved Valdemars Sluhed Egteskabet istand mellem Haakon og Margreta, hvilket drog saa store Følger efter sig for Nordens tre Riger. Det er Kjendsgjerningerne, som her ere givne, saadanne som de lade sig opstille efter de dunkle og ufuldstændige Kilder; Bevæggrundene, der ledede de handlende Personer, kunne blot løseligen gjættes. Om Valdemar skulde man tro, at han saa dybest i Sagen; men alligevel bliver det et Spørgsmaal, om han i ringeste Maade anede, hvor skjæbnesvanger for Norden den Forbindelse var, som han fik istandbragt, eller om han, da den afsluttedes, havde nogensomhelst Tanke paa, at den kunde blive Middelet til de nordiske Rigers Forening; – om han derimod ikke snarere fremskyndede den blot for at splitte et mægtigt Forbund, der truede hans Rige med Undergang, og for med det samme at knytte to af Forbundets Medlemmer til sig med det nærmeste Svogerskabet Baand. Hvilke Fordele han kan have forespeilet, og hvilke Løfter han har kunnet gjøre den svage, vægelsindede og lettroende Magnus, samt den rimeligviis baade forfængelige og mod det svenske Raad hadefulde Dronning Blanka, – derom er sagt og kan siges meget, men som dog i Grunden kun bliver Gisninger, for største Delen grebne af Luften, som f. Ex. den, at Skaane skulde være lovet i Medgift med Margreta. Haakons Adfærd har man allervanskeligst for at tyde; thi ham kan man, efter det Kjendskab til ham, som Historien ellers giver, hverken tiltro Taabelighed eller Samvittighedsløshed. Man maa fristes til at antage, at den hele Trolovelse med Elisabet af Holstein har været et underfundigt Spil af det svenske Raad, hvortil dette maaskee har tvunget eller lokket Magnus at laane sit Navn, men som har været udført Haakon uafvidende, eller i alt Fald uden at han dertil gav sit Samtykke, og uden at han kjendte de Betingelser, som de svenske Underhandlere gave sig Udseende af at antage ifølge høiere Fuldmagt. De svenske Underhandlere beskyldtes senere, og det udentvivl med god Grund, for at have gjort sig skyldige i en Overskriden af sin Fuldmagt og Misbrug af Kongernes Segl ved Afsluttelsen af Forbundet med Hansestæderne i 1361;
- ↑ Isl. Ann. 312. Naar det norsk-islandske Rygte ogsaa indbefatter Hertug Kristoffer, Valdemars Søn, i de ved denne Leilighed forgiftedes Tal, da maa dette strax vække Mistanke mod Rygtets Paalidelighed; thi Blankas Død maa være indtruffen i April Maaned, og Kristoffer døde først den 18de Juni samme Aar (Suhm D. H. XIII. 495).
