en lignende Uredelighed have de troligen ogsaa øvet ved Afsluttelsen af Egteskabsovereenskomsten mellem Haakon og Elisabet, og muligen har den slu Valdemar aabnet begge Kongers Øine for Raadets falske Spil. Har dette været Tilfældet, da har Haakon ved at egte Margreta kun holdt sig sin ældre Forpligtelse tro, og med det samme erklæret det svenske Raads hele Giftermaalstilstelning for et uberettiget og forbrydersk Skridt. Haakons Adfærd kan paa den Maade, i det mindste fra Redelighedens Side, nogenlunde retfærdiggjøres, om end altid et sterkt Skin af Svaghed og Kortsynethed bliver klæbende ved den.
Hvad der end meer maa bestyrke Formodningen om det svenske Raads uredelige Færd ved den omtalte Leilighed, er den Forfølgelse, som netop nu brød løs mod det fra Kongernes Side. Magnus drev nemlig 24 af Sveriges Stormænd, hvoriblandt flere, som udtrykkelig nævnes mellem Underhandlerne ved den holsteinske Giftermaalssag, i Landflygtighed. Efter de svenske Beretninger blev det især lagt dem til Skyld, at de i sin Tid havde foreholdt Magnus hans slette Styrelse, og overtalt Haakon til at tage sin Fader fangen; men det kan vel være, at de meer fældende Beskyldninger mod dem, nemlig at de havde overskredet Kongernes Fuldmagt og misbrugt deres Segl baade ved Underhandlingerne med Hansestæderne og ved Afsluttelsen af den holsteinske Giftermaalssag, ere af de mod Magnus partiske Historieskrivere fortiede. Dog dette Skridt af Magnus, om det end muligen kan have været retfærdigt, vendte sig til hans yderligere Ulykke. Thi de landflygtige svenske Herrer droge om Vaaren 1363 til Meklenborg, til Hertug Albrekt, der var gift med Magnus’s Søster Eufemia, og tilbød deres anden Søn, der ogsaa hed Albrekt, Sveriges Krone. Tilbudet blev modtaget. Et Forbund blev sluttet mellem Hertugerne af Meklenborg og Greverne af Holstein samt flere tydske Fyrster for at hjælpe den unge Albrekt til Sveriges Rige. Hansestæderne vare Foretagendet gunstige, og de landsforviste Herrers mægtige Venner i Sverige sørgede for at holde Oprørerne Adgangen aaben. Saaledes kunde Albrekt den 29de November 1363 drage ind i Stokholm, hvor han den følgende Dag af de der forsamlede Raadsmedlemmer foreløbigen valgtes til Sveriges Konge. Den ordentlige Valgdag fastsattes til Begyndelsen af det følgende Aar i Upsal. Til den skal Kong Magnus være bleven indstevnet for at forsvare sig. Men da han ikke mødte, blev han erklæret afsat, og Albrekt den 17de Februar 1364 valgt og hyldet.
Begyndelsen var for Albrekt heldig; men dermed var ei Sveriges Rige vundet. Kongerne Magnus og Haakon havde endnu mægtige Tilhængere der, de fleste Slotte synes at have været i deres Hænder,
