Almuen, i det mindste i nogle Landskaber, lader ikke til at have været ugunstig stemt for dem, og Nordmændene vare villige til at understøtte hvad de holdt for at være sine Kongers Ret. Disse bragte saaledes i Begyndelsen af 1365 en anselig Hær paa Fode, bestaaende af Nordmænd, Vest-Gøter og Danske, med hvilken de rykkede ind i Svealand imod Stokholm. Men Albrekt, der ogsaa havde samlet en Hær af Svensker, Øst-Gøter og Tydskere, mødte dem uventet i Nærheden af Enkjøping og angreb dem den 3die Marts, før de havde faaet samlet sine under den hurtige Fremrykning spredte Krigsmænd. Slaget var blodigt, men tog snart en uheldig Vending for Magnus og Haakon. Den første blev fangen og sat i Stokholms Slotstaarn; men Haakon undkom ved Flugten.
Dette var et haardt Slag; dog var ei derfor Magnus’s Sag ganske haabløs. Haakon havde endnu Tilhængere i Sverige og svenske Slotte i sin Magt; han havde desuden Norge at støtte sig til og en Forbundsfælle i Valdemar af Danmark. Han var saaledes endnu Albrekt fuldkommen voxen og for den Sags Skyld vel i Stand til at vove en ny Kamp for sin Faders Befrielse. Men Ulykken var, at Hansestæderne nu, af Had til Valdemar, sluttede sig fastere til Kong Albrekts Sag. De overvældede næsten aldeles Danmark, saa at Valdemar endog for en Tid fandt det raadeligt at forlade sit Rige. Alt Haab om Hjælp fra Danmark blev derved Haakon afskaaret. Og det var ikke nok hermed; Hansestæderne behandlede selve Norge som et fuldkommen fiendtligt Land, herjede i 1368 dets Kyster paa flere Steder og anrettede skrækkelige Ødelæggelser. Til Gjengjæld bleve vel de tydske Kjøbmænd udjagede fra Bergen; men en langvarig Kamp mod Hansestæderne oversteg paa den Tid Norges Kræfter. Haakon maatte i 1369 søge en Vaabenstilstand hos dem, hvilken ogsaa kom istand til Lybek den 3die August. Nu kunde han med større Alvor tænke paa sin Faders Befrielse. Han indlod sig først i Underhandlinger med Kong Albrekt. Men da disse glippede, gjorde han om Sommeren 1371 et Tog ind i Sverige, trængte med en sterk Hær frem lige til Stokholm og slog sin Veier for Staden.
I Sverige var Folket allerede forlængst kjed af Kong Albrekts og hans Tydskeres Udsugelser og overmodige Færd. Opsvearne havde endogsaa reist sig i Masse, negtet Kong Albrekt Lydighed og forlangt „den ærlige, gode Kong Magnus“ igjen til sin Herre. De havde opfordret Sveriges Almue til at gjøre det samme og Raadet til at sætte sig i Spidsen. Hvis Raadet havde fulgt Opfordringen, vilde det utvivlsomt have været forbi med Albrekts Kongedømme. Men det foretrak at handle som Megler og at benytte Albrekts Forlegenhed til at bringe Rigsstyrelsen fra hans i fine egne Hænder. Medens
