Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 2.djvu/393

379

Magnus’s Fangenskab, Løskjøbelse og Død.

Haakon med sin Hær laa leiret for Stokholm, blev i Staden selv en Overeenskomst sluttet den 9de August 1371 mellem Albrekt og Raadet, idet den første lovede en bedre Styrelse for Fremtiden, og opgav saagodt som hele den kongelige Myndighed i Raadets Hænder. Da nu dette udentvivl allerede i Forveien havde vidst at berolige Almuen, saa bleve Udsigterne for Haakon atter tvivlsomme. Dog Hovedsagen for ham synes denne Gang at have været hans Faders Befrielse for hvilkensomhelst Pris, og han indlod sig i Underhandlinger istedet for at lade det komme an paa Vaabenlykken. Den 15de August blev et Forlig sluttet, hvorved Magnus efter 7 Aars Fangenskab frigaves imod en Løsepenge af 12000 Mark lødigt Sølv. Han og Haakon frasagde sig Sveriges Krone, men Magnus skulde have de kongelige Indkomster af Vester-Gøtland, Vermeland og Dal til sit Underhold. Fader og Søn droge derpaa begge til Norge. De vedbleve, saalænge de levede, at bruge Titelen: „Norges og Sveriges Konge,“ uden dog, saavidt skjønnes, derpaa at grunde nogen Fordring mod Albrekt.

Haakon behandlede fremdeles sin Fader som sin Medregent i Norge de faa Aar, denne endnu levede. Kong Magnus Erikssøn druknede den 1ste December 1374 paa Bumlfjord i Sunnhørdaland nær ved Lyngholm. Han var da 58 Aar gammel, og havde baaret Kongenavn i 55 Aar.

88.

Det næstforløbne tyveaarige Tidsrums uheldbringende Indflydelse paa Norges Stat og Kirke. Begivenheder i Kirken mellem 1375 og 1380. Uordener paa Island. Biskopsskifter. En pavelig Nuntius Guido, i Norge. Erkebiskop Olafs Død i 1372. Thrond attende Erkebiskop. Kong Haakons seneste Regjeringsaar. Hans Søn, Olaf, bliver Danmarks Konge. Haakon Magnussøns Død 1380.

Af den korte Udsigt, som er given over Statsrørelserne i Norden i Tidsrummet fra 1355, da Haakon Magnussøn tiltraadte Norges Kongedømme, indtil 1374, da hans Fader Magnus Erikssøn endte sit urolige Liv, vil man allerede kunne slutte, at dette tyve Aars Tidsrum ei just var nogen gylden Alder for Norge. Vistnok er det saa, at Norge paa langt nær ikke led, hvad Sverige maatte lide ved indre Splid, ved de Stores Oprørsaand og Herskesyge, ved Almuens Undertrykkelse, ved Fremmedes Inddragelse i Landet, ved ustyrlige Krigerflokkes Færd igjennem det fra den ene Ende til den anden, kort ved Lovløshed og Selvtægt i mangfoldige Retninger. I Norge raadede, saavidt vides, i al denne Tid fuldkommen Enighed mellem Folk og Konge; ingen Undertrykkelse af de Store omtales at have fundet Sted mod Almuen, heller ingen Renker fra deres Side at være spundne mod