Kongedømmet; ingen mager føres over, at Loven jo har været holden i Agt og Ære ligesaavel af Høvdinger som af Bønder; ingen Antydning findes til, at de første, som en egen Stand i Staten, har tilegnet sig Særrettigheder paa de sidstes Bekostning; Landsstyrelsen synes at have gaaet sin regelmæssige Gang, Kongen styrede med Raads Raad, og i hans Forfald Raadet med Kansleren eller stundom en Drotsete i sin Spidse; Rettergangen havde, efter alt hvad man kan dømme, sit lovlige Gjænge; – Alt stod i disse Forholde, som det lader, ganske vel til. Men ved Siden heraf medførte Haakons Stræben for at hjælpe sin Fader mod dennes Fiender i og udenfor Sverige, og for at opretholde sig selv som Konge i sidstnævnte Rige, da han dertil var bleven valgt i 1362, øiensynligen store Anstrengelser og Opoffrelser fra Norges Side baade i Leding og i overordentlige Pengetilskud, hvilket alt, omendskjønt det lader til at have været godvilligen givet af Kjærlighed til Haakon, nødvendigviis maa have faldet Landsfolket til stor Byrde, og hemmet dets Velstands og Næringsveies Udvikling. Saa kom hertil Krigen med Hansestæderne, – den heraf følgende Forstyrrelse i Landets Handelsforholde og Herjning af dets Kyster, – Fredens Kjøb ved Gjentagelse af ældre og Tilstaaelse af nye Handelsforrettigheder for Hansen, – hvilket tilsammen efterhaanden aldeles lammede Nordmændenes egen Handel og Søfart. Videre maatte Løsesummen for Magnus’s Frigivelse udredes af Norge, og man finder, at Kongerne i den Anledning have i 1371 henvendt sig til Bønderne med Begjæring om et drøit overordentligt Tilskud, nemlig fem Mark (naturligviis norsk Mynt) af hver fuld Bonde og tre Mark af hver Halvvirkesbonde, at udrede inden Jul[1]. Saadanne Tyngsler paa et Land af indskrænkede Hjælpekilder, og som nys forud paa det skrækkeligste var blevet herjet af Pesten, efter at det i en Række af Aar havde vantrivets under en uordentlig, slap og ødsel Styrelse, – kunde umuligen andet end virke nedtrykkende, ja næsten ødelæggende.
Men det værste af Alt var dog den Hendøen af Folkeaanden, den Stillestaaen i Statslivet, som sterkere og sterkere spores, og det maaskee ikke mindst netop i den døsige Rolighed, der hvilede over Land og Folk, ret som et Forbud paa den sig nærmende Dødssøvn. Bønderne, tilfreds med at see sin huslige Virksomhed hver i sin nærmeste Kreds nogenlunde beskyttet af en mild og veltænkende Konge, tabte Staten ganske af Sigte; de gjorde sig neppe engang den Møie at iagttage de Former for en friere Selvstyrelse, som Loven fremdeles hjemlede dem, men de overlode Alt til de kongelige Embedsmænd. Bymændene fandt sig som oftest med Taalmodighed i det
- ↑ Suhm D. H. XIII. 690 (Br. af Magnus og Haakon til Bønderne af Hardanger og Vors af 10de Septbr. 1371).
