fremmede Handelsaag, der vistnok tyngede haardt paa deres Skuldre, men som de manglede Kraft og Bestemthed til at afkaste, selv naar gunstig Leilighed syntes at tilbyde sig. Hos Høvdingerne, de geistlige som de verdslige, der dannede Kongens og Rigets Raad, viste sig sjælden eller aldrig nogen alvorlig og kraftig Fremadstræben, ikke engang nogen personlig Ærgjerrighed eller Herskelyst; de lagde, naar Kongen ikke saa at sige tvang dem frem paa Statslivets Tumleplads, Hænderne i Skjødet og foretrak at nyde sin Overflod i Ro fremfor at uleilige sig med en selvstændig Statsvirksomhed, hvortil dog deres Livsstilling og Tidsalderens almindelige Anskuelse kaldte dem. Literær eller videnskabelig Virksomhed spores næsten ikke meer, hverken i national norsk, eller i almindelig europæisk Retning; og ikke nok med, at den frembringende Kraft i saa Henseende lidt efter lidt gik til Grunde, – ogsaa Sandsen for at nyde og bevare Forfædrenes aandelige Frembringelser, tabte sig. Selv det saa herligt udviklede og engang saa flittig dyrkede Landssprog begyndte sterkt at forvanskes, og det netop i de høiere Kredse, hvor Skriftsproget især skulde finde sin Støtte.
Fæster man alt dette skarpt for Øie, saa vil man vel neppe prise Norges Tilstand ved denne Tid, trods den indre Ro og Orden, der synes at have raadet i Landet, som nogen lykkelig og for Fremtiden lovende. Neppe vil man kanskee engang, vel overveiet, regne den for herligere end Sveriges Tilstand med al dennes Splid og Forvirring. Thi i Sverige seer man dog Livskraft, skjønt denne yttrede sig paa en vild, lovløs, næsten statsopløsende Maade; – der seer man dog Virken, skjønt denne viser sig uordnet, selvraadig, oprørsk, usamdrægtig, blottet for sand Statsklogskab og, hvad værre er, ogsaa ofte for Retsind og Sandhedskjærlighed; – der seer man, skjønt Folket selv sjælden fremtræder, dog en Høvdingestand, udsprungen af Folket, der handler i Folkets Navn, og er Rigets Raad, der er nidkjær, som oftest kanskee meer end tilbørligt, for sin Stilling som Magt i Staten, og for sit Lands Opretholdelse som selvstændigt Rige, om end med saare egennyttige Sidehensyn. For Staten er dog altid Liv og Virken, om end i visse Retninger udskeiende, at foretrække for en dødlignende Søvn. Det er ogsaa en Kjendsgjerning, som aldrig maa forglemmes, at i Sverige, ret modsat af hvad der fandt Sted i Norge, just paa denne Tid, da saamegen Tummel og Uorden herskede i Landets Indre, den aandelige Virksomhed først begyndte at fremtræde i en national Literatur, der benyttede Folkets Sprog, uddannede dette og gav det den Karakter, som det indtil denne Dag har vedligeholdt.
Men spores en Hendøsen i den norske Stat, saa spores en
