ikke mindre Hendøsen i den norske Kirke. Hvad enten man vender sig til Tidens Aarbøger eller til dens Brevskaber, da finder man ligelidet Tegn til Liv og Kraft i Kirken. Underretningerne om dens Rørelser blive meer og meer magre; Provinsialconcilier omtales saa godt som aldrig, endnu mindre ere Bestemmelser af saadanne levnede; endogsaa Biskopsrækkerne lade sig kun med Vanskelighed fuldstændiggjøre, og med end større Vanskelighed lader de enkelte Biskoppers Styrelsestid sig bestemme. Man begynder at samle i et næsten ugjennemtrængeligt Mørke, og splittes dette stundom af en Lysstraale, da er det man seer sjælden eller aldrig opmuntrende.
De første Efterretninger Kirken vedkommende, der møde os i Tidsrummet efter Kong Haakons Regjeringstiltrædelse i 1355, angaa Begivenheder paa Island, hvilke tydelig vise, at der nu i den norske Kirke, og navnligen i den islandske, skortede baade paa god Aand og god Orden. Da den oftere omtalte Hole-Biskop Orm Aslakssøn drog til Norge i 1355[1], satte han Arngrim, Abbed af Thingene Kloster, hvem han et Par Aar i Forveien havde indviet som saadan, til Official i Hole Biskopsdømme under sin Fraværelse. Denne Abbed Arngrim var en ilde berygtet Mand; og Presterne i Hole Biskopsdømme negtede ham Lydighed paa Grund af de mange slemme Klager, som førtes mod ham. Det gik ogsaa paa et Prestemøde i Skagafjorden i 1357 saa vidt, at Arngrim maatte frasige sig Officialembedet, til hvilket en Prest, Thorstein Hallssøn, blev beskikket i hans Sted. Arngrim blev ligeledes afsat fra sin Abbedsverdighed[2].
Imidlertid døde, som allerede fortalt, Biskop Orm imod Slutningen af 1356 i Norge[3]. Dengang opholdt sig endnu der Jon Erikssøn Skalle, som i 1343 var ved en Feiltagelse bleven viet til Biskop paa Grønland, medens Biskop Arne der endnu levede[4]. Senere var vel Arne død omtrent ved 1350[5]; men hvad enten nu hans Dødsfald ikke var blevet bekjendt i Norge, eller Jon Erikssøn ingen Lyst havde til at fare til Garde Stol, – nok er det, Jon eftertragtede nu den ledige Hole Biskopsstol. Det lader til, at Erkebiskop Olaf ikke bar havt noget mod den af ham attraaede Forflyttelse; men da Jon allerede var indviet til en anden Biskopsstol, stod det ikke i Erkebiskoppens Magt at opløse det Baand, som bandt ham til denne, og derfor maatte Sagen overlades Pavens Afgjørelse. Jon ilede da i 1357 til Kurien i Avignon, udvirkede, som han i det mindste selv paastod, Innocentius VI’s Løfte om Hole Stol, og vendte derpaa tilbage, uden dog at have kunnet erholde sit Beskikkelsesbrev,
