hvilket skulde sendes efter ham til Flandern, og der udløses af ham med en bestemt Pengesum. Et Pavebrev indløb ogsaa efter Tilsagn, hvilket Jon hjembragte til Norge. Men, at dømme efter det Stykke af Brevet, hvis Indhold er os levnet, har det neppe været et egentligt Beskikkelsesbrev for Jon, men kun et Fuldmagtsbrev til Erkebiskoppen at beskikke Hole Biskopsstol en verdig Forstander, om han end dertil valgte en, der allerede før var Biskop[1]. Da imidlertid Erkebiskop Olaf, ifølge denne pavelige Fuldmagt, skal have valgt Jon, saa synes i Grunden Beskikkelsen at have været i sin Orden, og Jon Holes lovlige Biskop.
Efterretningen om Jons ordentlige Beskikkelse naaede til Island allerede i 1358[2], men han selv drog først derover i 1359. Han led Skibbrud ved Kysten, og Skibet ødelagdes; dog reddedes hele Besætningen. Da Jon kom til Hole, opgav Presten Thorstein strax, uden at raadføre sig med Presteskabet, sit Officialembede i hans Hænder; alle Nordlændinger, læge og lærde, gave sig under ham uden Indsigelse, og da han den 1ste November holdt sin første Biskopsmesse i Hole, modtog han et rigt Offer. Det synes dog snart at have vakt nogen Opmærksomhed, at de Breve, som skulde bevise hans Udnævnelse, ei efter Sedvane bleve oplæste i Choret; og det varede ei længe før det Rygte udbredte sig i Biskopsdømmet, at Jon ei var paa lovlig Maade kommen til sit Embede, og at han ingen Bevisligheder fra Paven havde at fremlægge[3]. Jon synes virkelig at have manglet saadanne, hvad enten han nu aldrig havde erhvervet dem, eller han havde tabt dem i Skibbrudet.
Da den forrige Official, Thorstein Hallssøn, kom under Veir hermed, bragte han i 1361 alle Prester i Biskopsdømmets østlige Deel i Oprør, og drog med dem og mange Lægmænd til Hole for at affordre Biskoppen hans Bevisligheder. Ved deres Komme vilde Biskoppen ikke tale med dem; de derimod paa sin Side yttrede, at han var Grønlands men ikke Holes Biskop, og Thorstein krævede tre Gange Bevisligheder af Jon for at han var Holes lovlige Biskop, uden at Jon besvarede Kravet. De oprørske Prester toge da alt Stolens Gods i den østlige Deel af Biskopsdømmet under sit Forvar. Biskoppen, som havde en Deel af de vestlige Prester paa sin Side, erklærede de Opsætsige for afsatte fra deres Embede. Men Thorstein og hans Parti brød sig ei herom, forrettede ligefuldt Tieneste i sine Kirker, og tillod sig adskillige Voldsomheder mod Jons Undergivne[4]. Et Forligsstevne om Vaaren 1362 i Hole løb frugtesløst af[5], og da Oprøret mod Jon greb om sig, fandt denne det sikkrest endnu samme Høst at
