forgik med ham og hele den øvrige Besætning. Broder Eystein derimod kom til Norge og drog til Helgeseter Augustiner-Kloster ved Nidaros, til hvis Broderskab han i den senere Tid synes at have hørt, men døde der henimod Paaske 1362[1].
Udpresningerne, der paa denne Tid øvedes af Biskopper og Visitatorer, maatte falde Islændingerne saa meget tungere, som de tillige udsugedes af de kongelige Embedsmænd, til hvilke Landets Indtægter bortleiedes. Vi have allerede omtalt, at denne Skik indførtes af Kong Magnus Erikssøn i 1354, da han bortleiede Landet paa tre Aar til Ivar Vigfussøn Holm. Efter ham kom i 1358 fire Hirdstyrere, der atter havde leiet alt Landet af Kongen paa tre Aar, og viste sig ligesaa anmassende som til samme Tid de tvende kirkelige Visitatorer[2]. Nordlændingerne gjorde Opstand mod den af Hirdstyrerne, der synes at have været den værste, Jon Guttormssøn med Tilnavnet Skraaveifa, mødte ham mandsterke og dreve ham i 1360 bort fra den nordlige Fjerding[3]. Selve Hirdstyrerne vare indbyrdes uenige, og i 1361 sloges deres Mænd paa Althinget[4]. Bedre blev det ikke, da de Fires Embedstid var forbi, og Kongen i sidstnævnte Aar udnævnte Sund Andressøn, en Nordmand, til Hirdstyrer over hele Landet, atter for tre Aar, med Bortleining af alle kongelige Indtægter. Smid vilde i Forening med Jon Guttormssøn straffe Nordlændingerne for deres Opstand, og de drog i 1362 med en Flok fra Sydlandet nord i Eyafjorden. Men her mødte Nordlændingerne dem ved Gaarden Grund, og det kom den See Juli til en blodig Kamp mellem begge Flokke. Nordlændingerne seirede, og baade Smid og Jon Guttormssøn med mange flere bleve dræbte[5]. – Man seer, hvorledes Uordenen i den verdslige Styrelse paa Island gik Haand i Haand med Uordenen i Kirken; og naar man hertil regner de Uaar og Landeplager, som samtidigen rammede Landet, saa maa man indrømme Sandheden af Islændingernes Paastand, at Kong Magnus Erikssøns Regjeringstid var en af de værste Ulykkesperioder for Island[6].
Efter Gyrd Ivarssøn blev Thorarin Signrdssøn, der troes at have været norsk, valgt og indviet til Skaalholt. Da han i 1363 drog over til sit Sæde, fulgte Biskop Jon Erikssøn med ham og søgte at komme i fuld Besiddelse af Hole Stol. Men da Jon ingen Bevisligheder havde at fremlægge nu meer end tilforn, mødte han den samme Modstand af Eyfirdingerne som tidligere[7], men erkjendtes dog af de Fleste i Biskopsdømmets vestlige Hereder, uagtet
