Med Besættelsen af Grønlands Biskopsstol havde det altid
gaaet noget uordentligt til, forsaavidt oftest et temmeligt langt Mellemrum
fandt Sted mellem den ene Biskops Afgang og den næstes
Tiltrædelse, – en uundgaaelig Følge af Landets Fjærnhed fra Norge
og den ustadige Forbindelse mellem begge. Og denne Forbindelse var,
efter alt hvad man kan skjønne, endogsaa meer afbrudt nu end i ældre
Tider, medens Norges Søfart var i sin Blomstring. Den store Mandedød
kan desuden hertil have virket sit, skjønt det ikke findes omtalt, at den
naaede Grønland. Det er saa langt fra, at man kan antage en aarlig
Samfærsel mellem dette Land og Norge at have fundet Sted paa
denne Tid, at man tvertimod har al Grund til at tro, at mangen
Gang en heel Rekke af Aar led hen, saa at intet norskt Skib kom til
Grønland; og af andre Folkefærds Handlende besøgtes ei Landet,
ligesaalidt som Folket selv der længere med egne Skibe udførte sine
Handelsvarer, hvilke forresten vare verdifulde. Under saadanne
Omstændigheder kunde lettelig en lang Tid henlide, før en grønlandsk
Biskops Død blev bekjendt i Norge, og dernæst atter lang Tid, før en
ny kunde faa Leilighed til at komme derover. Vi have seet ovenfor, at
Biskop Arne, som i 1343 falskeligen sagdes at være død, virkelig døde
omkring 1350, men at Jon Erikssøn Skalle, der tidligere var indviet
til Garde Stol, ligefuldt forblev i Norge, og siden foretrak Hole
Stol paa Island for hiin. Nogen Lunkenhed fra Erkebiskoppens Side
maa dog dertilmed have fundet Sted. Thi det varede ligetil 1365,
før en ny Biskop til Grønland blev indviet, nemlig en vis Alf[1];
og han kom ikke til sit Sæde i Garde for i 1368, da det bemærkes,
at Biskopsstolen havde staaet ledig i hele 19 Aar[2]. Naar man
tænker sig, hvor uundværlig en Biskop i hine Tider maa have været
til Kirkeordenens Opretholdelse i et saa afsidesliggende Land, maa
man næsten undres over, at Christendommen der ikke reent gik til
Grunde.
Paa Hamars Biskopsstol efterfulgtes Haavard af Magnus, der skal have været dansk[3]. Der findes neppe af Biskop Haavard noget Brev senere end fra 1363[4], og inden 1369 maa han være død; thi i et Brev af sidstnævnte Aar, 19de Mai, nævnes Magnus som Hamars Biskop[5].
Biskop Gisbrikt i Bergen døde i 1370. Hans Eftermand var en Broder Benedikt, altsaa en Munk. Denne havde allerede tiltraadt Biskopsstolen den 21de Februar 1371, da han udstedte et Brev i Bergen, hvorved han stadfæstede, paa Kong Haakons Opfordring, visse Apostelkirkens Rettigheder. Ved samme Brev er den Bemærk-
