Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 2.djvu/404

Denne siden er ikke korrekturlest
390
Fjerde Tidsrum.

givet i Oslo den 26de April 1365, hvori han indskjærper den ordentlige Udredelse af den aarlige Skat til St. Olaf og St. Halvard – „een tællet Pening af hvert Kreatur, der synes i Boet bedre at have end at undvære“ –, hvilken i hans Forfædres Dage frivilligen paa Alles Vegne var lovet under Navn af Olafsskot, men som i seneste Tid tilbageholdtes eller betaltes forsømmeligen; en Bod til Kongen af 6 Ører bestemmes for den som ikke rettede sig efter dette Kongens Brev og udredede den omhandlede Skat hvert Aar[1].

Tegn til det apostoliske Sædes Virksomhed i Norge paa denne Tid see vi kun i dets Pengekrav. Den 31te August 1361 beskikkede Pave Innocentius VI fra Avignon Biskop Bertrand af Lybek til sin Nuntius i Danmark, Sverige og Norge med Fuldmagt til at modtage og kvittere for alle den romerske Stol tilkommende Penge[2]. Hans Fuldmagt har rimeligviis ogsaa omfattet Tilbagebetalingen af det Kong Magnus tilstaaede Laan, hvilken dog neppe paa den Tid har kunnet fyldestgjøres. Den 12te September 1362 døde Innocentius VI, og til hans Eftermand valgtes i Avignon, den 23de i samme Maaned, Urbanus V. Denne udnævnte den 6te August 1363 fra Avignon Guido de Cruce af Mirepoir’s Biskopsdømme til sin Nuntius i de tre nordiske Riger[3]; men ogsaa hans Erinde var, som af Udnævnelsesbrevet erfares, at opbære det pavelige Tilgodehavende. Den 25de Juni 1364 var Guido i Stavanger, hvor han kvitterede Biskop Botolf for Peterepengen af Stavangers Biskopsdømme for de sidstforløbne 7 Aar, samt for Resten af den ved Pave Clemens VI paalagte fireaarige Pavetiende[4]. I Bergen var han den næstfølgende 20de Juli, da han indsatte Ivar Holm til Underindsamler af de pavelige Indtægter af Islands Biskopsdømmer[5]. Denne Gang gjaldt hans Sendelse forresten ogsaa en ny treaarig almindelig Pavetiende[6]. Kong Haakon paastod ved denne Leilighed, efter ældre Skik, Frihed for de kongelige Kapeller og deres Bestyrere og Klerker, hvilken ogsaa den pavelige Nuntius ved deres Sammenkomst i Tunsberg indrømmede. Men alligevel maa Indsamlerne i Bergens Biskopsdømme, Abbederne Mathias af Munkeliv og Peter af Lyse, have forsøgt at opdrive Tienden ogsaa af de derværende kongelige Kapeller. Dette Skridt fremkaldte et Brev af Kongen, givet i Aalborg i Danmark af 8de Juni 1365, hvori han strengeligen forbød Indsamlerne at fordre noget af hans Kapeller og Kapelgeistlige, samt underrettede

  1. N. g. L. III. 186.
  2. Suhm D. H. XIII. 447.
  3. N. Dipl. III. 262.
  4. Notarial-Transscr. perg. A. M. S. fasc. 35 N. 13.
  5. N. Dipl. III. 266.
  6. Br. af 14de Jan. 1365 af tvende Chorsbrødre i Stavanger, „generales collectores decime triennalis“ i dette Biskopsdømme. Or. perg. A. M. S. fasc. 35 No. 15.