dem om Nuntiusens Indrømmelse i denne Henseende[1]. Sagen omtales ikke videre, og Kongen har saaledes rimeligviis drevet sit Ønske igjennem. Urbanus V døde den 19de December 1370, og den 30te i samme Maaned valgtes Gregorius IX til hans Eftermand. Gregorius skjænkede ved et Brev fra Avignon af 3die December 1371 store Indulgenser og Aflad til Nidaros’s Kathedralkirke i Anledning af en bekostelig Istandsættelse, som den tiltrængte, og skulde denne Pavens Gave gjælde i det mindste i tyve Aar[2].
Efterat have i meer end tyve Aar forestaaet Nidaros’s Kirke døde Erkebiskop Olaf, rimeligst i Slutningen af 1372[3]. Til at bedømme hans Karakter som Metropolitan og Menneske savnes tilstrækkelige Oplysninger; kun saameget kan man sige, at ingen større Splid inden den norske Kirke selv, eller mellem den og Kongedømmet i hans Styrelsestid synes at have fundet Sted, – noget der muligen kan antages som Beviis paa hans maadeholdende og fredelige Sindelag.
Til Olafs Eftermand valgtes Thrond, om hvis tidligere Stilling intet vides. Han er rimeligviis indviet i Avignon af Pave Gregorius XI. Tiden for hans Valg og Indvielse er ligesaa lidet sikker, som Tiden for hans Formands Død. Den første Gang Thrond nævnes som Metropolitan er i Anledning af en Dom, afsagt i Bergen den 23de Juli 1373 af ham, Øgmund Finnssøn og Haakon Jonssøn, tilnævnte af Kong Magnus[4]. Han kalder sig ved denne Leilighed: „med Guds Naade Erkebiskop i Nidaros“, hvilket viser, at han allerede da var indviet; thi ellers maatte han efter almindelig Brug have kaldet sig Electus, Postulatus eller Erkebiskopsemne. Hans Indvielse i Kurien kan altsaa ikke være foregaaet senere end i Begyndelsen af 1373. Den 9de October 1374 finder man, at han har været i Tunsberg, da han skjænkede Indulgenser til St. Laurentius’s Kirke sammesteds[5].
Ved sin Fader Magnus’s Død i December 1374 var Haakon Magnussøn bleven Enestyrer i Norge med alle tilliggende Lande;
- ↑ N. Dipl. I. 296.
- ↑ N. Dipl. I. 316.
- ↑ Hans Dødsaar opgives forskjelligt i forskjellige Annaler, nemlig 1371, 72 og 73, men efter alle i et Aar, da en stor Mandedød herskede i Norge (Isl. Ann. 324). Efter en gammel Biskopsrekke skal han have været Erkebiskop l 23 Aar (Scr. r. D. VI. 616). Denne Angivelse kunde nogenledes passe paa Dødsaaret 1373, og dette Dødsaar har ogsaa Flatø-Annalerne, der ere skrevne før 1400. Alligevel maa han ganske vist være død tidligere. Sidste Gang han nævnes er ved det foromtalte Raadsmøde i Marstrand den 19de Juli 1370 (s. o. f. II. 389); men ved Midsommers Tid 1373 man, som vi strax skulle see, hans Eftermand allerede være indviet i Kurien og hjemkommen derfra. Denne sidste Omstændighed synes bestemt at antyde Olafs Død som indtruffen senest mod Slutningen af 1372.
- ↑ N. Dipl. III. 294.
- ↑ N. Dipl. I. 324.
